Den årlige - og efterhånden traditionsrige - Hventur fandt sted i den forgangne weekend, og vi blev ikke skuffede over vejret. Det blev en dag med solskin og 20+ grader, hvilket var flere træskolængder bedre end sidste år.
På vej til Hven. (Foto: Nicolai) |
Det gode vejr havde den forventede virkning på tilslutningen, for der var en summen af forventning i klubhuset - sådan lidt over 0900, hvor vi mødtes for at fordele både efter devicen: No one left on the dock.
Efter en hurtig foran for tværs med cirka 7 meter vind landede vi på Hven, og det vigtigste - næst efter en god fortøjring - er så at få tændt grillen. Udsigten på vej til grillpladsen fejlede ikke noget...
På vej til grillen. (Foto: Nicolai) |
Når man står og kigger på sådan en grill, så tager den enormt langt tid om at blive klar. Det er omtrent lige så spændende som at se epoxy størkne, men i det mindste kan man da glæde sig til en bøf. Det lykkedes at få varme på, så der kunne steges bøffer og hotdogs til alle. Vi talte på et tidspunkt 36, og vi er endda ikke helt sikre på, at vi fik alle talt med. Det blev til hele fire borde...
Frokost på Hven. (Foto: Nicolai) |
Her kan man se os allesammen... i let forvansket udgave a la oliemaleri, for man må jo ikke længere såden lægge folk i genkendelig form på nettet uden at spørge først.
Efter en god bøf, fisk eller en grillet aubergine, gik vi op til Kirken, hvor der sørme var et bryllup i gang. Derefter gik turen mod nordspidsen og tilbage til havnen, hvorefter nogen sejlede hjem, andre fik en kaffe og enkelte blev til en overnatning.
Hjemad. (Foto: Nicolai) |
Hjemturen gik stærkt. Der var vel op imod 10m/s agten for tværs, så vi susede afsted og vinkede farvel og tak for denne gang til - vel nok - Øresunds udflugtsmål nr 1, som ses herover i baggrunden.
Tak for turen og tak til alle for godt humør. Næste år vil jeg også overnatte :-D
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Rungsted Sejlklub modtager med glæde kommentarer. Venligst angiv dit navn, og bemærk at vi logger din ip-adresse.