Kort nyt

Onkel Tom siger: Luv pæl, men hvad er det egentlig?

onsdag den 26. april 2023

Sundet Rundt

 Sejlklubben Sundet inviterer til Sundet Rundt, som de havde stor success med sidste år - med 100 deltagere.


⛵ SUNDET RUNDT 2023 🎁 Så er vi klar igen! Forårsklassikeren Sundet Rundt er åben for tilmelding - det er den bedste forårssejlads du kan forestille dig. Læs mere her: 

Vi håber at se jer til denne forårsklassiker! ⛵️ Og så håber vi naturligvis på at I bliver til efter sejladsen, hvor der tændes op i klubbens grill, hvor Sejlklubben Sundet inviterer på mad og drikke - alt sammen til dejlig live-musik!

fredag den 21. april 2023

Standerhejsning

Den kommer nærmere. Sejlsæsonen. Foråret er for længst startet med fuglekvidder, japanske kirsebærtræer og den skønne monotone lyd af slibemaskiner på havnen. I sidste weekend var der nærmest en smølfefest (sejlere med blåt slibestøv) ude foran klubhuset. Og se nu bare resultatet:

 

Fire flotte både er klar!

Det myldrede rundt med glade nye og gamle - nej - rutinerede sejlere, som gjorde vores både klar til endnu en sæson med sejlskole, Ven-ture og i år også kapsejladstræning. I tirsdags satte Karsten og hans kumpaner så bådene i søen. Så nu er vi klar. Det bliver fantastisk at komme i gang.

Og  igangsætning skal der til. 

Standerhejsning er i morgen, hvor vi hejser standeren med god hjælp fra vores yngste medlem - medens hornene blæser "til tops". Derefter synger vi vores "nationalsang", - "Sejleren fra Rungsted", og så skydes der til skafning.

Første gang standeren sås var på en Yngling

Skafningen sker ved klubhuset - tilmelding nødvendig via dette link: Standerhejsning. Derefter almindelig klubhygge - og måske formanden siger et par (let) bevingede ord i anledning af 10-års jubilæet. 

Håber vi ses...





lørdag den 15. april 2023

Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2023

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling torsdag den 11. maj 2023 kl. 19.30 i klubhuset.


Dagsorden ifølge vedtægterne:
  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse
  4. Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
  5. Udvalgsberetninger
  6. Behandling af eventuelle indkomne forslag
  7. Valg til bestyrelsen
  8. Valg af revisor
  9. Eventuelt

Ad punkt 3.
Regnskabet for 2022 kan findes her.

Ad punkt 4.
Budgetforslag for 2023-2024 kan findes her.

Ad punkt 6.
Bestyrelsen stiller to forslag.

Forslag 1.
De to Ynglinge, som klubben råder over, har frem til nu kun været brugt begrænset af klubbens medlemmer, og bestyrelsen har kraftigt overvejet at afhænde begge både. Ved sæsonens start har vi takket være et nyt og meget engageret medlem fået iværksat en plan, der gerne skulle bære frugt til bl.a. en masse ungdomsaktivitet i Ynglingene.

Hvis dette projekt mod forventning ikke skaber den ønskede aktivitet, vil bestyrelsen gerne have mandat til at afhænde bådene i løbet af 2023, hvis det skønnes nødvendigt.

Forslag 2.
I forbindelse med stævner, undervisning og ungdomsaktivitet har klubben længe ønsket sig en RIB for at øge effektiviteten og ikke mindst sikkerheden. Bestyrelsen ønsker derfor mandat til indkøb til en RIB i løbet af 2023. Udgifterne til indkøb af RIB'en vil helt eller delvist blive dækket af sponsorater.

Ad punkt 7.
Nicolai Møller-Andersen, Molte Andersen og Rasmus Poulsen er på valg.

tirsdag den 11. april 2023

Duelighedsteori overstået

 Før påske afsluttede vi årets duelighedsteori med en omgang examen, og det var en stor fornøjelse. Duelighedsteori er en svær disciplin, for rigtigt mange spørgsmål kan bedst besvares med et "Sådan cirka", "Prøv at gætte" eller "Det sjusser man sig til".


Den slags svar fra "professoren" bliver nemt lidt frustrerende, især fjerde eller femte gang. Alligevel bestod alle, så selvom programmet var (synes jeg) lidt stramt - fik vi åbenbart gennemgået de væsentligste ting. Det er iøvrigt fantastisk at se, hvor forskelligt sådan en duelighedsopgave kan løses. Stort tillykke til kursustagerne - og kæmpe tak til Rasmus og undervisningsteamet.

Kort efter fejrede vi det gode resultat over en kop kaffe/øl/hvidvin i klubhuset. Det tænker jeg er til gentagelse næste gang, der er teori. 

PS: Next up er klargøring af både, så vi kan komme ud og prøve alle vores duelighedsteorier af i praksis. Check kalenderen...