Kort nyt

Kæmpe tillykke til de nye duelighedsindehavere!

torsdag den 31. december 2020

Godt nytår!

 

Godt nytår - med håbet om et år med færre "corona-striktioner" og bedre muligheder for sejlads og klubliv.


mandag den 21. december 2020

Referat af GF

Så er referatet fra vores ordinære generalforsamling på hjemmesiden. Der var et par knaster, så beklager ventetiden. Der er også rumsteret om på vores side, så der fremover er færre links og bedre plads til dokumenter. Se fanebladet DOCS.

Med ønsket om et God Jul og et Godt Nytår for alle - men (sføli) især sejlere.

 

onsdag den 16. december 2020

Corona-jul, opdatering

Dansk Sejlunion har sendt nedenviste, som desværre ikke er opmuntrende:


Skærpede restriktioner udbredes til hele landet

De skærpede restriktioner, der pt. gælder for 69 kommuner, udbredes til at omfatte hele landet fra i dag, onsdag den 16. december kl. 16, med virkning frem til foreløbigt 3. januar 2021.

De skærpede stramningerne indebærer følgende for idrætten:

  • Alle indendørs idrætsanlæg – herunder klubhuse og klubbernes andre bygninger - skal holdes lukket. Undervisning, generalforsamlinger etc. kan således ikke gennemføres fysisk i perioden. Forbuddet gælder uanset, om man underviser et hold på over eller under 10 personer. Vi opfordrer til, at I gennemfører planlagte aktiviteter digitalt så vidt muligt.
  • Muligheden for at samle 50 børn og unge til og med 21 år er ikke længere muligt. Her gælder et forsamlingsforbud på 10 for alle uanset alder og formål.
  • Man kan fortsat gennemføre sejlaktiviteter udendørs, hvis forsamlingsforbuddet på 10 overholdes.
  • De skærpede retningslinjer betyder, at klubhuse som hovedregel skal være lukket, men at man kan benytte toiletter forudsat behørig rengøring og hygiejne, og at trænere kan hente udstyr i klubhuset til brug for udendørs træning mv.
  • Drives der spisested fra klubhuset, må dette i perioden kun foregå som takeaway.

Dansk Sejlunion opfordrer klubber og sejlere til at efterleve de nye bestemmelser. Det er muligt, at der kommer nye retningslinjer fra kulturministeriet og DIF. Vi vil på den baggrund informere yderligere, hvis det er nødvendigt.


Der er fortsat ingen begrænsninger på virtuel sejlads

Det er da godt, at det er vinter...

fredag den 27. november 2020

Kontingentopkrævning

Ohøj gæve sejlere...

Der er udsendt kontingent opkrævninger ud for sæsonen 2021. Har du ikke modtaget en sådan, skal vi bede dig kontakte bestyrelsen for opdatering af dine kontaktinformationer.



mandag den 9. november 2020

Rungsted Havns Årsmøde

Husk nu:

Rungsted Havns Årsmøde finder sted i dag klokken 1900-2100. 

Her vil Havnebestyrelsen (formentlig) fortælle om året der gik og om årene der kommer, og vi glæder os rigtig meget til at høre om planerne for udvidelsen af Rungsted Havn.

Denne gang kan du (kun) deltage hjemme fra lænsestolen, idet Corona-situationen har afstedkommet, at mødet holdes som en virtuel præsentation.

Har du ikke mødedetaljerne - altså linket til login, så kan det fås på havnekontoret.

Vi skuer fremad.


torsdag den 5. november 2020

Bank og Mobilpay

Efteråret og Corona begrænser måske vores udfoldelsesmuligheder på vandet, MEN...

Vores nye Kasserer har været i gang, og derfor skifter vi bank og kontonummer. Det er en særlig stor glæde at kunne fortælle, at vi nu også har MobilePay. Det er der mange, der har efterspugt. Detaljer kan ses på fanen "Om" - eller ved klik her!

Det er intet mindre end fantastisk. Tak Sybille!




mandag den 19. oktober 2020

Tillykke

Sejlskolen har afholdt prøve i teoretisk duelighed og minsandten om vi ikke også nåede en praktisk prøve lige før efterårsferien, hvor alle bestod. Kæmpe tillykke til de nye Duelighedsindehavere. 

På den baggrund kan vi vist godt tillade os et lille pusterum, inden det nye teorihold begynder, men altså... vandet er stadig relativt varmt, så der kan fortsat sejles - uden skitøj.


lørdag den 3. oktober 2020

Teoriprøver vel overstået

Så blev det lørdag, og medens nogen "blot" var spændte på resultatet, var der andre, som var (lidt) mere nervøse; Det handlede naturligvis om den Corona-udsatte examen for vores Dueligheds-teorihold, som vi har kørt sammen med Sejlcenter Nivå.


Nervøsiteten til trods, så gik det faktisk ret godt. Der var ihvertfald kun beståede elever, da dagen var omme, så jeg tænker, det bliver til en extra øl til sæsonafslutningen på torsdag.

Tillykke til alle og tak for indsatsen til alle de frivillige: Elever, lærere og censor. Det har været en fornøjelse, som vi gerne gentager. Og så glæder vi os over, at RS igen tager et skrift i retning af at blive - måske ikke helt voksen, men ihvertfald teenager.

tirsdag den 22. september 2020

Corona igen

Vi nåede lige akkurat at have en fed klubtur til Ven, og det var sidste udkald. De nye Coronarestriktioner rammer ret hårdt, idet der max må være 50 personer forsamlet, og DIF anbefaler nu, at samtlige sociale arrangementer aflyses. 

Det er lidt anstrengende, for det er svært at forestille sig, hvordan sejlsport "fremmer" smitten med al den friske luft og højest fem-ti personer per båd. Suk.

DIF skriver:

Må vi så stadig arrangere stævner og turneringskampe i foreningerne?

For en god ordens skyld: Ja, det må I gerne. Udover restriktionerne ovenfor, så gælder retningslinjerne stadig. Det vil sige, at man stadig må arrangere stævner og turneringskampe, men at det nye forsamlingsforbud på 50 skal håndhæves, og man skal sikre, at der aldrig er mere end 50 samlet på samme sted og samtidigt. Man må altså stadig gerne tidsopdele stævner, og hvis det er over store geografiske arealer, må man stadig være op til 500 deltagere.

Sociale aktiviteter skal aflyses

Det sociale liv har stor betydning for idrættens fællesskaber, men i dagens udmelding er der en meget tydelig anbefaling om, at alle sociale aktiviteter i fritidstilbud aflyses. Dette opfordrer DIF kraftigt til, at både forbund og foreninger følger.

Nye regler for klubhuse med café eller restaurant

Fra og med torsdag blev det obligatorisk at bære mundbind på cafeer og restauranter i de 17 københavnske kommuner, hvor der er indført skærpede retningslinjer. Dét gælder nu hele landet. I klubhuse, hvor der drives café, restauration mv., skal man overholde de branchespecifikke retningslinjer.

Læs mere hos DIF - klik her!

Dansk Sejlunion har sendt en mail, hvor de gentager ovenviste.


onsdag den 9. september 2020

Billeder fra Knarr ræs

Fra Kristian Joos har vi modtaget nedenviste:

En appetizer
 


Kære alle,

Jeg var på vandet om søndagen og fik taget nogle billeder af jer da I sejlede Rungsted Sejlklub Knarrræs

Du er selvfølgelig velkommen til at downloade billederne til privat brug. Krediter mig gerne for billederne

Til anden brug vil jeg sætte pris på at du kontakter mig på info@sailing.pics

Du finder et link til billederne her:
https://www.sailing.pics/2020-08-003

Sejlerhilsen,
Kristian Joos
Sailing.Pics

PS
Hvis du ikke ønsker et billede vist af Data Privacy årsager, venligst kontakt mig på info@sailing.pics, så jeg kan fjerne billedet.


Tak for billederne til Kristian!

søndag den 30. august 2020

Knarrræs dag 2

Update: Der er lidt billeder fra dagen i fotoalbummet. Flere følger.

Vejret var noget bedre søndag morgen. Det var ihvertfald solskin, og så var der en smule luft, men selvom de skyndte sig ud til første start, så gik der en times tid, inden de var i gang.

Knarr, parat, Start

VHFen kvækkede ihvertfald omstart mere end et par gange, og jeg begyndte så småt at tænke på, om der alligevel skulle have været smuglet et sort flag med ud på dommerbåden.

Total efter femte og sidste sejlads

Endelig lykkedes det dog at få dem sendt afsted, og fjerde sejlads blev hevet hjem. Den femte blev efter lidt (mere) mærkeflytning sat i gang... Det blev en lang og meget langsom affære, inden det endte med, at otte både blev taget i mål. Een båd lå 10 meter fra linien, men regler er jo regler, så da tiden var gået, var tiden gået, og så stoppede sejladsen. Hønse opgav at sejle mere, og så var det regnetid og tid til kolde øl og grill.

RS slog til med Gottfredsen & Co (Privatfoto)

Der blev fundet præmer til sidsten - eller den sidste, der var til stede... DEN102, som fik lidt at trøste sig med. Derefter var der præmier til 3, 2, og een, som var hhv DEN135, DEN46 og DEN90, som ses herover.

Mingling og håndsejlads

Stor tak til sejlerne for godt humør og ingen protester. Tillykke til vinderne og så også kæmpe tak til de 22 frivillige, der var med at få det hele til at gå op i en højere enhed. Uden jer var det ikke sket.

lørdag den 29. august 2020

Knarrræs dag1

Det så skraldt ud i morges, da vi mødtes lidt over 8. Vinden var helt flad, men tordenbygerne tårnede sig op. Vi tænke: Uff, det bliver en lang våd dag med vindstille, men...

Fra i dag. (Foto: Flemming)

Afsted kom de, og selvom det ikke så opmuntrende ud sådan ved 0930-tiden, så endte det med vind og solskin. Så kan det godt være, at Hønse synes, det var lidt svært, men tre sejladser blev det alligevel til.

Dag 1

Resultaterne ser således ud, og de er regnet hurtigt ud, for der kom en melding om en fjerde sejlads, som pludselig ikke blev alligevel. Så skulle det pludselig gå stærkt.

Det er højde og fart i "fjerde sejlads". (Foto: Nicolai)

Efter sejladserne så det således ud. Det lignede næsten en fest, og hvis vi havde haft rom i tønderne, ved jeg ikke, hvad der var sket. Tak til alle sejlere og hjælpere for en super dag med godt humør. Vi kører en tur mere i morgen.

Klarr til Knarr

Godmorgen! Bøjer, ankre, liner, check. Radio check. Dommerbåd, liniebåd, topmærkebåd check. Flag check. Kanon og båthorn check. Grill, borde, stole check.

Vi er klar
Så mangler vi bare solskin, og selvom DMI har lovet regn hele ugen, så har Windfinder lovet solskin. Det sidste ser ud til at passe. Vi er klar til Knarr race.

fredag den 28. august 2020

Generalforsamling vel overstået

Generalforsamling er vel overstået; Forsinket grundet Corona. Omkring 30 medlemmer var forsamlet i masterskuret, og vi har nu et supert, friskt team klar til at tage fat på fremtiden.

Ordinær omend forsinket GF

Vi glæder os over de mange nye kræfter, som vil være med til at gøre det hele endnu sjovere og endnu bedre. Detaljer følger naturligvis, men lige nu haster vi videre til Knarrstævnet. Tak til alle for deltagelse.


 

fredag den 21. august 2020

Knarrstævne

Opdateret: Der er nu 24 tilmeldte til Knarrstævnet den 29/30 august, - men der må gerne komme flere. Vi har et godt team på plads, og vi glæder os til nogle intense dage med kapsejlads.

Fra sidste års Knarr race. (Privat foto)
 

Sidste år så det sådan ud - set fra Dommerbåden.

 

onsdag den 12. august 2020

RS 2021 togt(er)

RS 2021 togt(er) til Sydlandsfarhavet med skiftende/ løbende besætninger.

Hej RSer,

I sidste uge havde vi en fantastisk dag på Avernakø lidt Syd for Faaborg med flere skønne småhavne og turbøjer - se hosstående fotos.


De danske farvande er fantastiske og særlig om sommeren. RS og særlig RungstedSejlskole sejler oftest tæt på Rungsted Havn, men det skal et nyt koncept gøre op med.


Arbejds-navnet er pt. 'RS 2021 togt(er) til Sydlandsfarhavet med skiftende besætninger', og konceptet er kort:

Formålet er togt i Sydlandsfarhavet sommeren 2021 for anker, turbøjer
og lidt havn med skiftende/ løbende besætninger.
En eller flere af vor/ RS (RungstedSejlklub) IF skolebåde sejler i 2021 til og i Sydlandsfarhavet dvs. mellem SE Sjælland, N Lolland og E for Langeland (i 2022 bliver det måske Det Sydfynske Øhav).
Mandskab booker til ind med ønsker om deltagelse, og jeg eller andre
andre koordinerer deltagelse.

 

Man kan således godt f.eks. være med til at sejle Suflot til Vordingborg Vig i Sydlandsfarhavet i starten af sommeren 2021 og senere på sommeren sejle med 5 dage.
Jeg har tidligere været medlem af 'Foreningen til Langtursejladsens Fremme' og ved at konceptet med skiftende/ løbende besætninger kan fungere.
Kun et krav: én skipper med duelighedsbevis samt en gast som er sejlkyndig. Jeg var lige ved at skrive 'Brug hovedet/ use your mind' men tænker, at det er en selvfølge i RS .


Mere information følger, men har konceptet allerede nu din interesse, da klik dig ind her:

https://doodle.com/poll/yme4r626ivzfakhe


I ønskes alle en fortsat skøn sommer.

Kh Jakob

fredag den 7. august 2020

Sejlskolen i gang igen

Efter tre dage med intensiv sommer-træning, er sejlskolen tilbage i den vante gænge med fast ugentlig træning.

Så er vi igang igen
 

Humøret var - som det måske fremgår - højt, og vi glæder os til en lang og varm sommer og sensommer sæson med masser af nye sejlere.

onsdag den 5. august 2020

Postkort 8

Dennegang er der en hilsen fra 101 DEN134 på sommertogt...
Gæt hvem der har udkiggen!?

Vi var superheldige med 5 dages skøn sommervarme.

søndag den 2. august 2020

Postkort 7

Her er et postkort fra Flemming & Co, og det må så være Sybille og Caroline, der er i suppen...
Skøn sommerting: Hop i suppen
Tak for kortet.

onsdag den 29. juli 2020

Pas på sten ved Ven

Pas på! Der ligger en grim sten på den sydlige østside af Ven på disse koordinater: 55° 53’ 29.058” N – 12° 43’ 5.3544” E.

Jeg har netop modtaget nedenviste fra Rene, som har stiftet nærmere bekendtskab med stenen.
Klik for større

Klik for større


Det kan tænkes at være samme sten, som andre har rapporteret, herunder 101 DEN50, som måtte øse hele vejen hjem.

Tak til Rene for "live test".

mandag den 27. juli 2020

Postkort 6

Ohøj RungstedSejlklub!

RungstedSejlerskole har været i skønne Hornbæk med en enkelt
overnatning og så retur.
Suflot, vor IF'er med marineblåt fribord, skulle egentlig have været
en tur i Roskilde Fjord og ligge for turbøjer, men bla. pga. ændret
vejrudsigt med flere dages regn blev det til Hornbæk retur.
På vej derud
Skipper Jakob har sine fornuftige øjeblikke og søgte mandag efter
gaster på turen til Hundested/ langs Nordkysten i Kattegat på vor
Facebook-gruppe 'RungstedSejlskole'. Efter kun 8 min havde 4 gaster
meldt sig, og båden blev meldt fuld - der er altså en stor
efterspørgsel fra gaster, som gerne vil sejle med også på længere
ture/ stræk - alle i RungstedSejlklub må gerne have det i tankerne,
når de sejler rundt.

Onsdag kl. 08:00 var der afgang Rungsted og med frisk halvvind op
gennem Øresund, hvor alle fik hånden på roret.
Kronborg blev rundet i flot sol og god vind, men det tog nogen tid at
runde pga. 4 knob sydgående strøm. Nu skulle Suflot også krydse
krydse, da vinden var i Nord-Nord-West som også er kursen fra
Helsingør til Hornbæk. Vinden tog lidt til, så der kom fine bølger i
Kattegat.
Omkring kl. 15:00 stævnede vi ind i Hornbæk.
Kronborg om bagbord
Debriefing i Hornbæk havn var fantastisk og her et par observationer
og læringer uden navne:
  1. Frygten for at blive sejlet ned af færgerne mellem Helsingør-Helsingborg er overvundet,
  2. Jeg troede, at skibet ville vælte, da det lagde sig ned. Men på denne tur har jeg fundet ud af at det er bygget dertil og ikke vælter - det er faktisk fedt, når  båden krænger (havde gasten nu lært at det hedder), og vi bare stryger afsted for sejl.
  3. En gennemblødt gast siger: 'Tænk at bølgerne kan hoppe helt op på båden - det havde jeg ikke troet. Nu forstår jeg værdien af sejlertøj'.
  4. En erfaren gast fortæller, at denne aldrig har været søsyg og fortæller gode historie om dengang alle de andre var søsyge. I Kattegat prøvede gasten så for første gang at blive søsyg'.
  5. Toilet er der i Suflot - det er jo en 26 fods luksus-båd. En gast fandt først ud af dette i Hornbæk efter omkring Humlebæk at have
    spurgt: 'Hvad gør man, når man skal tisse til søs?' Jeg er overbevist
    om, at jeg fortalte om toilettet samt muligheden for en spand. Aldrig
    har jeg set en person løbe så hurtig mod toiletterne på Hornbæk havn.
  6. Marsvin blev observeret et par gange.
  7. Naturen er stærkere end mennesket ! Og nej man kan ikke holde forsejlet i en 6-7 m/s halvvind i snoren alene med sine bare hænder.
Vi fik en del erkendelser og sø-udtryk samt sejl terminologi på plads. Tak for en utrolig hyggelig tur med søde mennesker, som nød hinanden og sejladsen.

onsdag den 22. juli 2020

Postkort 5

Her er et par billeder fra Sandö-Anholt turen med den nye 806 til sejlskolen.
Højt humør og dejligt vejr
Besætningen er i topform, og Sandö er et sted i baggrunden. Senere friskede det lidt op, som nogen måske har læst om i Kats fine beretning.
En træt besætning på Anholt
Så er vi landet på Anholt ved midnat. Vi var kun lidt brugte efter 11 timer i søen plus 7 timers transport til båden, men som det fremgår... stadig godt humør.
Næsten Sjælland i sigte
Her er vi så dagen efter - på vej mod Gilleleje. Vejret var ret godt, og vi var næsten friske igen efter et alt for kort ophold på Eventyrøen Anholt.

torsdag den 16. juli 2020

Postkort 4

Rasmus har sendt disse billede fra Eventyrøen Anholt.
Anholt havn
Der er godt fyldt op.



Ahh
Endelig blev det sommer!!🤩⛵️⛵️ En hilsen fra Anholt hvor solen skinner, svag vind fra nord, frisk kaffe efter en tur i vandet...hvad mere Kan nan forlange?🤩
Hilsen Rasmus

mandag den 13. juli 2020

Postkort 3

Så er der et postkort fra Molte & Co, som er på tur i Filur.
Filur på tur...
Lige nu er de vist et sted syd for København. Billedet er fra Dragør med fortet i baggrunden.

lørdag den 11. juli 2020

Postkort 2

Så er der et postkort med en hilsen fra Simon & Co på vej ned gennem Øresund i herligt sejlvejr.
Eva og Øresund
Er der andre medlemmer på sejlferie, så send os endelig et billede med en hilsen. Det er altid hyggeligt at høre, hvor "de andre" sejler hen. Forleden var der eksempelvis "stævnemøde" i Hornbæk.

fredag den 26. juni 2020

Medlemskort

Ohøj!

Jeg har en håndfuld kort liggende, som af een eller anden grund ikke kunne leveres. Det kan være adresseskift eller fejlindtastninger eller noget tredje.

Sidder du og mangler et medlemskort, så giv et ring eller en mail.

mandag den 22. juni 2020

Et mystisk billede

Vi har netop modtaget dette dugfriske billede.
Det er godtnok et flot billede!
Så kan vi jo se, om nogen kan gætte, hvad der er i gære...

tirsdag den 16. juni 2020

Postkort 1

Her er et billede og en sommerhilsen fra Lillian på langfart. Jeg ved ikke, om alle drømmer om dette, men en meget stor del af de sejlere, jeg møder og har mødt, de har den der drøm om en langfart.
Lefkas 2020
Om det er øhop i Grækenland eller tværs over dammen, det er en mindre detalje, selvom der er forskel på morgentjansen: Bagerpejling eller indsamling af nødlandede flyvefisk.

På een eller anden måde er det noget med at forsvinde og blive helt væk. Eller blive helt opslugt af noget andet, som ikke handler om næste regning fra gasfirmaet og kreditforeningen. Tror jeg nok. Heldigvis dukker de fleste jo op igen før eller siden. Billedet er fra Lefkas. Det er ikke så tit, man sejler med udsigt til bjerge med sne på... Det ligner ihvertfald sne.

Har du også den drøm, så kan den kickstartes i vores sejlskole. Vi tager ikke til Grækenland, men man kan godt tage på weekend i vores både.Eventyret starter der.

lørdag den 13. juni 2020

Endnu en gang Coronaregler

Danske sejlklubbers fællesorgan - aka Dansk Sejlunion - har igen fortolket og udsendt regler for sejlere og sejlsport under hensyntagen til Corona. Tak for det.

En meget stor del af indledningen handler om, hvorfor Dansk Sejlunion ønsker at gøre som DIF, og det er ærgerligt. Selvfølgelig skal man tage Corona alvorligt, men der er væsensforskelle mellem sejlsport og mange øvrigt sportsgrene, som opererer uder DIF. Det giver - i visse tilfælde - ikke meget mening, at sejlsport er underlagt samme regler som brydning, volleyball og maratonløb.

Læs selv reglerne her: Dansk Sejlunions seneste om Corona.

Så hvad må vi?
  • Vi må sejle i klubbåde, sålænge vi opretholder 1-2 meters afstand og ikke  er mere end 50 personer til eet arrangement.
  • Vi må mødes på land, sålænge vi opretholder 1-2 meters afstand og ikke er mere end 50 personer.
Hvad skal vi?
  • Vaske båden før og efter sejlads.
  • Spritte rat, rorpind og spilhåndtag, spilerstage og andet grej af.
  • Overveje at inddele båden i zoner - ved at påkliste tapemærker.
  • Overveje, hvordan man kan undgå kontakt og især ansigt til ansigt.
  • Afvise sejlere, der udviser symptomer. 
  • Instruktører skal ikke råbe. 
Ja, Dansk Sejlunion skriver simpelthen, at instruktører ikke skal råbe. Det bliver sq svært, når vi skal holde afstand og ikke må have ansigt til ansigt samtaler, men bortset fra det, så ser vi også helst at Sejlskolen (og andre sejlere) ikke råber ad hinanden. Corona eller ej.
 
Hvad må vi ikke?
  • Vi må nærmest næsten ikke holde kapsejlads, fordi en startlinie anses for en forsamling.
Har du trykket på linket til Danske Sejlklubbers fællesorgans regelsamling for sejlads i Corona-tider? Gør det nu. Det er overvældende.

Jeg har det stramt med det her. På den ene side, skal Sejlunionen jo have ros for at komme med regler, som faktisk gør en lille-bitte smule sejlads mulig. På den anden side ligner regelkomplexet - endda med specielle kapsejladsregler - øhh... ja, hvad ligner det? Nærmest satire!?

Nå, hovedsagen er vel, at der trods alt kan sejles.

mandag den 8. juni 2020

Der kan sejles

Ship Ohøj! Der kan sejles!

Seneste nyt fra regeringen er, at forsamlinger på op til 50 personer tillades. Det betyder i praksis, at man - herunder sejlskolen - kan mødes på broen og sejle en tur, - og det endda i samme retning.
Sejlskole: Tilladt!
Ikke nok med det, - vi kan endda dele to øl og debriefe efterfølgende - uden at gøre noget forkert. Blot der er een meters afstand; Ihvertfald i gennemsnit. Med andre ord: Der er åbnet for hyggesejlads. Dog skal man blive i Danmark. Sejler man er tur til Gammel Dansk aka Ven, så står den på 14 dages karantæne.
Lad os så se at komme derud!
Kapsejlads? Det er en anden snak, for der er jo nemt flere end 50 personer på linien. Tre på dommerbåden, to i mærkebåden, og så ti både med fem personer. Bum, så er der "overskredet", og bøderne fyger een om ørerne.
Sejlsporten er fortsat bremset. (Foto: Nicolai)
Dansk Sejlsport er derfor fortsat på hold. Lidt træning kan det blive til, men det er svært at holde stævner. Det bokser Danske Sejlklubbers fællesorgan - Sejlunionen - med. Indtil videre konstaterer vi blot, at hyggesejlads nu er tilladt med een meters afstand.
Yay!
Så altså: In a great big way: Let's get out there.

(Tak til Flemming P. for de fine IF-billeder)

torsdag den 4. juni 2020

Master på

Så kom der mast på skolebådene. Det var en skøn aften med godt humør og  dejligt vejr - og altså med resultatet: Tre næsten sejlklar både.  Next up: Først tur på vandet med lidt rigtrim, og så kan bådsmændene (m/k) forhåbentlig frigive bådene til sejlads.
Det bliver ikke meget bedre
Først satte vi mast på "Gul"; Derefter tøffede vi over og hentede "Blå", og så tror jeg vi sluttede af med "Lyseblå", eller var det omvendt? Det er meget forvirrende med alt det blå, men flot ser det ud.

Så mangler vi bare, at Mette F. giver os lov til at sejle en tur. Ja, for hvis 10 til en kapsejlads er en forsamling, så er 10 til en skolesejlads jo det samme, selvom det lyder tæt på idiotisk...

Vi venter i spænding.

tirsdag den 2. juni 2020

Søsætning

Tre styks søsat...

De tre IFere skriger på at komme i vandet

Bådsmand Kat gi'r den gas

Og endelig i vandet

Fantastisk arbejde fra bådsmændene m/k - og deres hjælpere!

En koordineret "masterering" er under opsejling. Følg med på facebook. Tak for øl og godt selskab.

Flere billeder i billedbogen - link i højre kolonne.