Kort nyt

Kæmpe tillykke til de nye duelighedsindehavere!

søndag den 28. april 2024

Standerhejsning

Der var standerhejsning lørdag den 27. april i det skønneste omend ikke supervarme vejr. Dagen startede nemlig lidt diset, men heldigvis brød solen igennem op ad formiddagen.

Formanden holder tale. (Foto: Ruben Hansen)

Lidt over tolv bød formanden (den nye) velkommen og holdt en fin tale (link) til at skyde året i gang med, og så skulle standeren til tops.

Standeren flyver. (Foto: Ruben Hansen)

Det kom den så på behørig vis, - med god hjælp fra klubbens yngste medlem, - som lidt endnu er Smilla, som ses forrest i billedet. 

Standeren blæses op. (Foto: Ruben Hansen)

Der var kun et enkelt tågehorn til at følge standeren til tops. Det gik lige, men næste år skal der gerne være mange flere. Det er også en god anledning til at teste, om båthornet overhovedet virker.

Derefter var det tid til at afsynge nationalsangen, som ihvertfald Tom og Nicolai kender vældig godt. Jeg tænker, de fleste kommer efter det pø om pø.

Der skydes. (Foto: Ruben Hansen)

Og endelig var det tid til at kanonlauget kunne skyde til skafning. Dennegang var det Kim, der betjente kanonen, og det gik lige som det skulle. Det sagde bummmm.

Grillen kører. (Foto: Ruben Hansen)

Ovre ved klubhuset kørte grillen, og aktivitetsudvalget havde været på banen allerede lidt over ni for at købe ind, sætte havemøbler og mixe kartoffelsalat.

Klubhygge. (Foto: Ruben Hansen)

Sådan noget klubhygge, - det kan man aldrig få for meget af, og det endte med at blive en super dag - med det skønneste vejr og søde, hjælpsomme medlemmer; Oprydningen gik nemlig også som en leg.

Så er vi klar. (Foto: Ruben Hansen)

Tak for en herlig dag på havnen.

/Nicolai






fredag den 26. april 2024

Duelighed, examen, standerhejsning

 Fuglene pippe og græsset er allerede megalangt. Nåja, ikke søgræsset men alligevel... Sæsonen kommer nærmere. Ja, faktisk er den allerede så småt i gang, for der er blevet sejlet kapsejlads, og for ikke så længe siden afsluttede sejlskolen så forårets duelighedsteori med examen. 

Teoriaften i RS. (Foto: Julie?)

 Det gik rigtig godt. Alle bestod. Stort tillykke til alle - og så er vi klar til den praktiske del af sagerne - vi tager fat på praktikken med snoretræk og mystiske ord i begyndelsen af maj; Det er snart, - det er meget snart, men først skal vi lige have hejst standeren. Det er den 27. april klokken 1200 ved masten op havnen. (Tilmeldingslink)

Tak for nogle hyggelige omend travle aftener i løbet af vinteren; Og ikke mindst kæmpe tak til de frivillige i undervisningsteamet: Rasmus, Boris, Molte og Nicolai.

 

torsdag den 18. april 2024

Klargøring og søsætning

 Så har Carsten & Co været i gang med skolebådene: De har fået en ordentlig tur ud af vinterhiet, og de endte med at være superflotte, - omend på land.

 

Klargøring. (Foto: Morten Steen)

Når der nu står Carsten & Co, menes der i virkeligheden alle de 15-20 frivillige, der var med til at klargøre og søsætte vores sejlskolebåde henover sidste weekend. Det var helt igennem fantastisk, - og effektivt.

Flot fribord. (Foto: Morten Steen)

 Lørdag bød på en ordentlig omgang bund og fribords -fræs. Se bare, hvor blankt et fribord kan blive, når gamle fendermærker "knofedtes af". 

Finpudsning. (Foto: Morten Steen)

 Og så... mandag morgen... klar til at komme i suppen... ahh! For snart skal vi ud at sejle.

Amarilla på vej. (Foto: Carsten Bertram)

Så skal vi bare bede om fuglefløjt, skumsprøjt og lun luft fra sydvest. Måske også en kop skoldhed kaffe, når vi kommer ind igen, for temperaturer er der flere af derude, men de er ret lave. Det bliver sååå godt.

Kæmpe tak til Carsten og alle de frivillige for den fantastiske indsats.

tirsdag den 16. april 2024

Standerhejsning

 Standerhejsning er dagen, hvor vi hilser sæsonen velkommen. Vi hejser standeren med hjælp fra vores yngste medlem - medens hornene blæser "til tops".

(Foto:Nicolai)

 Derefter synger vi vores "nationalsang", - "Sejleren fra Rungsted", og så skydes der til skafning. Skafningen sker ved klubhuset - tilmelding nødvendig og bindende (kr50/Grillpølser, øl, kartoffelsalat) - Klik her. Derefter almindelig klubhygge - og måske formanden siger et par (let) bevingede ord.

Håber vi ses lørdag den 27. april klokken 1200 på havnen.

 

fredag den 12. april 2024

Kapsejladsaften

 Vi fik afholdt en kapsejladsaften forleden. Det gik nogenlunde sådan for sig:

Der var hygge og fællesspisning i klubhuset klokken 1800, og derefter riggede Christopher både kaffe og rigelige mængder kage til. Og så gik det slag i slag.

Et uddrag af kapsejladsbøger

 Det var ellers ikke nogen helt nem opgave, for hvad indeholder egentlig en kapsejladsaften for begyndere og let øvede? Hvor skal man starte, for at blive dem der er foran til sidst? Jeg startede med at lægge en stak bøger på bordet, for der er mange ting at vide. Nogen af bøgerne ses herover.

 Derefter gik det slag i slag. Først var vi en tur rundt om et par gode råd fra nogle af de store koryfæer; Dernæst kom jeg ind på, hvor komplex kapsejlads faktisk er. Der er utroligt mange ting, der skal fungere, hvis man vil sejle stærkt. Det er ting som mindset, fysik, team, båd, rig, sejl, trim, taktik, vindspring, nærkamp, pladsfordeling, instrumenter... Hver især indeholder nok til een hel aften, men nu er det jo altså en intro til kapsejlads.

Så - lidt over syv - kom vi endelig til kapsejladsreglerne. Dem skal man jo simpelthen bare kunne; Ellers får man klø. Vi gennemgik de vigtigste regler, nemlig 10-18, 21, 31 og 69 - herunder nåede vi også at se på forskelle på søvejsregler og kapsejladsregler. Derefter - og det var vist fint - en kort pause til lige at få ro på hovedet...

Så tog vi fat på selve sejladsen med "banen rundt"; Det var et forsøg på at omsejle banen virtuelt med anvendelse af regler undervejs - når både mødes. Detaljegraden kunne gøres enorm ved at putte alle taktiske overvejelser ind, men det må vente til en anden gang. Vi nåede at starte, vi nåede at runde toppen, og vi nåede at se på laylines og også at se polardiagrammet, men vi kom faktisk ikke til måltagningen, for så var tiden gået.

Det blev en introduktion i kombi med konkret gennemgang af regler, og en håndfuld anekdoter fra mine 45 år på kapsejladsbanen. Forhåbentlig har nogen fået lyst til at starte på kapsejlads, medens andre måske har fundet ud af, hvad man skal vide mere om eller træne mere. 

Der er ihvertfald rigeligt med materiale til en aften eller to mere med overskrifter som "Angreb og Forsvar", "Frække Manøvrer", "Taktiske Tricks", "Protesten", "Systematik" og meget...

Tak for en god aften i Rungsted Sejlklub, og tak til Christopher for tage initiativ til denne aften og sføli tak for masser af lækker, klassisk citronmåne.

/Nicolai

onsdag den 3. april 2024

Et nyt hold

 Siden 2013, da Peter, Torben, Christian og undertegnede mødtes en mørk aften i marts for at stifte klubben, har jeg stået i spidsen - og gjort alt jeg kunne for at vise vejen - for projekt Rungsted Sejlklub. Det har været en helt igennem utrolig rejse fra absolut ingenting til der, hvor vi er i dag.

Standerhejsning i 2014

Det har ikke altid været lutter laglage, men heldigvis har der været en kæmpe overvægt af skønne oplevelser, godt humør og positive mennesker.

11 år er længe, og det tærer på energien, så nu er det tid til, at nye og friske kræfter kommer til.

Derfor glæder det mig utroligt meget, at Rasmus har sat ja til at tage over og styre klubben sikkert ind i fremtiden. Det bliver supergodt.

Selv glæder jeg mig til fortsat at være et aktiv for klubben, omend fra en lidt mere tilbagetrukket position. Desuden glæder jeg mig til at få lidt mere fritid sammen med familien, - og måske endda kunne sejle en tur i egen båd uden at føle, at jeg burde lave klubting i stedet.

Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til de tre medstiftere og en kæmpe tak til alle jer, som over årene har været med til at gøre drømmen om denne lokale sejlklub til virkelighed. 

Det nye hold er:

  • Formand: Rasmus Poulsen. 
  • Kasserer: Carsten Bertram. 
  • Medlem: Julie Refnov. 
  • Medlem: Christina Averhof. 
  • Medlem: Morten Steen. 
  • Medlem: Nicolai Møller-Andersen.

Tillykke med valget og god vind til den nye formand og det nye hold.

Yay! Sejleren fra Rungsted findes endnu.