Kort nyt

Teoriexamen overstået: Next up klargøring og standerhejsning.

fredag den 15. december 2023

Tilmelding til duelighedsteori

 Ohøj alle gæve sejlere in spe... det er tidtil at tilmelde sig duelighedsteori, som køre i februar/marts.

Tilmelding sker via dette link: Duelighedsteori

 




mandag den 27. november 2023

Julefrokost

Så er det blevet rigtig koldt. Bådene er - som man siger - "On the Dry" - og sejlerne er -hmm - det modsatte, medens frosten knager omkring os. Det er al for koldt til at sejle, men heldigvis kan man lune sig med godt selskab, snaps og skipperskrøner fra sæsonen til vores julefrokost den 7. december. Se nærmere på facebook, hvor der finkoordineres.

Så er der julefrokost


søndag den 26. november 2023

Efterår

 Efteråret er over os, og bådene er på land. Der kan ikke rigtig sejles mere i 2023, men det har været en skøn sæson med masser af godt humør og dejlige ture på vandet.

Akja, - det er ikke længe siden, at det så sådan her ud:

På vandet (Foto: Nicolai)

Og nu ser det desværre sådan her ud...

På landet (Foto: Nicolai)

Such is life. Opture og nedture, men for både er det omvendt. Der er opturen i virkeligheden en nedtur, medens nedturen er total optur. Capiche?

Anyways, - kæmpe tak til bådsmænd (M/K), Carsten og hjælpere for at passe bådene og få dem sikkert på land. Uden bådsmænd - ingen sejlads. De skal have et kæmpe klap på skulderen. I det hele taget kæmpe tak til alle, der har været med til at gøre sæsonen 2023 til virkelighed.


torsdag den 2. november 2023

Tillykke og tak

 Duelighedsprøverne er vel overstået. Det blev en udfordrende og ret kølig dag. Der var friske vinde fra det østlige hjørne med deraf følgende halvstore bølger. Det er ikke det, vi har trænet allermest i år, hvor det enten har blæst en halv pelikan eller slet ikke.

Fra duelighedsprøverne. (Foto: Nicolai)

Alligevel bestod alle, så derfor et stort TILLYKKE til Lars, Lise, Torbjørn, Martin, Anne, Allan, Lars og Jens. Godt kæmpet.

Og lad os ikke glemme indsatsen fra Rasmus, sejlskolen og bådsmænd. Det kan jo ikke være helt skidt, når alle består. Kæmpe tak til klubben og selvfølgelig også til vores censor, Christian.


onsdag den 25. oktober 2023

Praktisk duelighedsprøve

 Det blæser og regner. Bladene falder og det samme gør temperaturerne. Solen skinner lidt mindre; Faktisk så meget mindre, at det er for mørkt til at sejle på hverdage mellem 17 og 19. Hvis nogen skulle være i tvivl, så er efteråret landet. 

Sejlskolen gør klar til den praktiske del af duelighedsprøven, og det er jo altid lidt spændende. Sidste gang der var prøve, så vejret således ud:

Duelighedsprøve. (Foto: Nicolai)

Når prøverne er overstået, kommer skolebådene på land. Så må vi desværre nøjes med at drømme om at komme på vandet, men vi går ikke helt i hi. 

Stormen i fredags. (Foto: Nicolai)

 Heldigvis er der fredagsbar vinteren over, og vi kommer også til at afholde et par aftener i klubhuset med forskellige temaer - måske om kapsejladsregler, bundbehandling, cruising, meteorologi, knuder og knob og hvad ved jeg... der er mangler emner. Og så er der navigation - teoretisk duelighed - i det tidlige forår. Stay tuned.  

mandag den 9. oktober 2023

Nye instruktører søges

Rungsted Sejlklub søger flere instruktører!

Det handler om at tage på vandet en gang om ugen med helt nye sejlere, - og vise dem hvordan man gør. Fornøjelsen er stor, når det lykkes at komme i havn efter et par gode timer på vandet, - og smilet nærmest er vokset fast.

Kapsejlads i 806. (Foto: Nicolai)

Du skal være skarp. Der skal en vis portion tålmodighed til, det skal være hyggeligt, du skal have duelighedsbevis, og så skal du ultimativt set være i stand til at sejle båden selv. 

Er du skarp nok til det, så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

Målet er helt præcist, at gøre eleverne fortrolige med sejlads under normale vejrforhold - samt at gøre dem i stand til at tage den praktiske duelighedsprøve. 

Er det noget for dig, så send en email til Sejlskolechefen eller ring. Klik her for Kontakt-Info

 

mandag den 11. september 2023

Ny klubmester

 Lørdag blev en fantastisk dag på vandet. Der var mindst 25 graders varme ovre bag Ven. Det føltes som 32. Ovenikøbet var der lækker luft det meste af vejen. 806erne fulgtes ad i close race hele vejen over til Norreborg, omend Vic2ria gik lidt i stå nord for Ven. Vi troede, de var sat, men de hentede det ind ved at slå tæt under Vens NØ side for strømlæ. Derefter spredtes vi igen - som man siger - for alle vinde.

Cirrus ved Bäckviken (Foto: Morten Steen)

De fleste sejlede fortsat i strømlæ tæt under Ven, men den tredje 806er, - DEN383, havde set lyset og sejlede over under Sverige. Det var åbenbart en fed fidus; Vi så dem ihvertfald ikke igen, før vi var tilbage inde i havnen. Nu havde vi altså også travlt med at krydse og styre udenom, for der var ret tæt trafik der inde under Vens østkyst. Det var som om, alle de større både havde aftalt at overhale os lige ud for Bäckviken.

Schrøder og Co omme bag Ven. (Foto: Nicolai)

Der var flere vindhuller undervejs. Der var omtalte vindhul på vej hen til Ven NV, og så var der et endnu "dejligere" vindhul syd for Ven. Da vi havde ligget bomstille i hullet syd for Ven i godt 30 minutter, og havet var spejlblankt hele vejen rundt, satte vi motoren. Var det fortsat sådan, havde hjemturen derfra taget mindst 5 timer. Et kvarter senere var der dog vind igen, men hullet var der stadig - i bakspejlet. Det var der andre, der også fik glæde af.

Vic2ria suser afsted. (Foto: Morten Steen)


 Vores anden 806er kom dennegang markant bedre ud af det vindhullet. De susede faktisk så meget afsted, at vi ikke en gang kunne indhente dem for motor. Vi bøjer os i støvet. 

Inde på land var der fuld gang i grill og præmieoverrækkelse i pergolaen for klubhuset. Skønt at se.

Klubhygge på land. (Foto: Nicolai)

Resultatlisten - den er nem, for vi sejlede på omvendt respit; Starten bliver dermed mindre dramatisk, men til gengæld er det ægte race resten af vejen. Dem der er forrest til sidst, det er dem, der vinder. Det er ligesom i Badminton, bordtennis og Boule. Det kan alle finde ud af.


Resultater

Vi fandt os en ny klubmester. Det er, som det fremgår herover, Jan Svendsen & Co i Aphrodite 101 DEN33, Marijan, som var dagens bedste til at suse afsted. Det er iøvrigt ualmindelig smuk at se sådan en 101 suse afsted. Stort tillykke. Og glade så de ud. Se bare...

RS Klubmestrene 2023. (Foto: Nicolai)

Nivå Sejlcenter fandt også deres klubmestre ved samme lejlighed, og det blev Folke Galsgaard i Drabant 38, Pamula, som ses herunder. Superhyggeligt at vi kan trække Nivågensere "helt" til Rungsted. Og de var ikke de eneste.

Folke Galsgaard & Co. (Foto: Nicolai)

Tilbage står kun at ønske tillykke til vinderne, tak til deltagerne, og så skal der lyde en kæmpe tak til de frivillige, som fik arrangementet til at - ikke bare ske - men fungere perfekt. Jeg tror ikke, det kan gøres meget bedre. 

Ja, - det skulle da lige være med færre vindhuller. Vi måtte ihvertfald sende vores RIB over til Ven for at hente een, der var ked at at ligge i vindhullet med en motor i udu. De kom godt hjem. Trods alt. Og så var der tid til lidt afslapning.

Rasmus og Flemming slapper af. (Foto: Nicolai)

Tak for dennegang og på gensyn til klubmesterskabsræs i 2024.


fredag den 1. september 2023

Logo til bagruden

 Så er der nyt fra webshoppen. I årevis har jeg kørt på motorvejen og set alle de der klubklistermærker fra de andre klubber, men vores webshop har ikke kunnet levere det produkt.


Det har den nu. Spejlvendt, transparant klistermærke til indvendig montage på bagruden. Endelig. Klik på shoppen i menulinien herover.

onsdag den 23. august 2023

OD90 gør det igen

 Lige før sommerferien vandt OD90 vores eget Knarrstævne. Nu har de gjort det igen. Dennegang var det i Skovshoved Sejlklubs regi. Så vidt jeg kan forstå, fører  Lars Gottfredsen og co (OD90) nu udtagelsesserien til det uofficielle VM i Knarr - aka IKC. Jeg har ikke et billede derfra, men Lars har sendt mig dette link til Bådmagasinet. Tak for det - og tillykke. 

Her er er et par billeder fra RS Knarrstævnet lige før sommerpausen.

RS er klar med (den nye) RIB og bøjer. (Foto: Nicolai)

Det ser sq godt ud sådan et (næsten) helt Knarrfelt. Især fra denne vinkel.

Et næsten helt Knarrfelt. (Foto: Nicolai)

Der var ikke meget vind, så der skulle både finstyres, fintrimmes, balanceres og findes vej. De af os, der kender Lars fra vandsiden, ved, at han typisk mestrer alle  discipliner.

Igen. (Foto: Nicolai)

Her er endnu et billede - taget lige efter målgang. Som det fremgår, er der ikke spiler på sådan en fætter, men når de i Knarrklubben kan skifte fra træmast til alu, så ved man aldrig, hvad der ellers kan ske. Kulfiber skrog og mast i titanium bliver det næppe til, men en spiler kunne måske klemmes ind i klassereglerne :-D

Stemning på land. (Foto: Nicolai)

På land var der som altid stemning uden hæmning. Det lader til, at ihvertfald Knarrsejlerne godt kan lide konceptet med lidt mad sammen med en moleøl.

Taler. (Foto: Nicolai)

Der blev også holdt taler, og delt præmier ud, og så havde Knarr-klubben merch med til alle hjælpere. Det var supert.

Vinder: Gottfredsen & co. (Foto: Charlotte?)

Da dagen var omme, viste det sig, at Gottfredsen & co var hurtigst i den tynde luft. Stort tillykke og kæmpe tak til kapsejladsudvalget, alle hjælpere og deltagere samt hangarounds for fantastisk humør og flot indsats.


onsdag den 16. august 2023

Kapsejladstræning

 Kapsejladstræning i RS! Awaba? Hvorfor laver vi nu det?

Godt spørgsmål, men svaret er enkelt. Vi startede sejlskolen i 2014 med to ynglinge. Først i 2019 kom der mere gas under kedlerne, for der fik vi købt flere og større både og etableret egentlig sejlskole med Rasmus som sejlskolechef. Det var altsammen både dejligt og godt, men...

Perfekte ticklers fra Cirrus (Kasia styrer)

Sejlskolen voksede, og sammen med Nivå Sejlcenter startede vi også duelighedsteori op. I løbet af nogle år kom der nye sejlere med duelighedsbevis ud af det. Og så kom spørgsmålet: Hvad skal vi så bagefter? Jah, for en sejlskole, den tryller landkrabber om til nysejlere med duelighedsbevis. Man lærer simpelthen håndværket. Det handler om bundmaling, fortøjring, tilrigning, grundlæggende manøvrer og basis-håndtering af båden. Så er man klar til cruising.

Fra banen

Der er ingenting galt med cruising. Det kan man øve sig på i evigheder, og for nogen er det bare sagen. Spørgsmålet er dog, hvordan kommer man til videre til næste niveau efter, at duelighedsbeviset er i hus. Der er mange muligheder. Langturssejlads, hårdtvejrssejlads, flodsejlads, matchrace og kapsejlads er alle discipliner, som kommer efter duelighedsbeviset. Der findes andre og mere specielle discipliner. Singlehandsejlads exempelvis. (Og Puc snælgab, hvis nogen kan huske det) Nogle af dem kan være svære at putte ind i  en 2-3 timers session, men en kapsejlads... det fungerer. Og det er superlærerigt.

 

Tirsdagsmatch

Hvorfor er det det? Jow, - duelighedsbeviset handler mest om den enkelte persons færdigheder, så man kan fungere som skipper. Kapsejladsen handler om helt andre ting. Optimering af skrog, rig, sejl, taktik, spiler og ikke mindst teamwork. Der er en grund til at man ofte ser matchrace brugt i kurser med temaet teambuilding. Der er også noget med tempoet i manøvrerne, som skal være en del højere ved kapsejlads.

Udsigt fra en aftenmatch

Pludselig er det ikke nok at trække fokken ind i adstadigt tempo. Næh, nu skal det gå så stærkt, at fokken står perfekt på den nye halse - i samme sekund som batmand afslutter vendingen. Er det en genua, så skal der være to mand til denne opgave, og det skal koordineres nøje. Genuaen skal sføli først sættes til sejtræk, hvorefter løjgangen skal justeres, og så skal genuaen fintrimmes til højde, - når båden igen er oppe i fart.

Solnedgang over Rungsted Havn


Der er nok at se til, så man er godt brugt efter sådan en sejlads. Både mentalt og fysisk, men det gør ikke noget - bare selskabet er godt og humøret er højt, og når man så slutter af med sådan en solnedgang her, så mangler der ikke meget, for at aftenen er perfekt. Det skulle da lige være en øl og en burger på Kaptajnen.

Vi har p.t. to 806ere på banen, men vi ser gerne, at de to IFere også kommer ud om tirsdagen. Der mangler vi lige nogle besætninger. Er det noget for dig, så kontakt os endelig. Og hvis du kan påtage dig instruktørrollen, så er det bare endnu bedre. Og man skal ikke tage fejl af IF feltet. Der er nogle skrappe gutter derude.

tirsdag den 8. august 2023

Invitation til Rungsteds Sejlklubs åbne klubmesterskab

Lørdag den 9. september 2023 afholder Rungsted sejlklub åbent klubmesterskab for sejlbåde.

Sejladsen er åben for alle, uanset sejlklub og foregår i farvandet omkring Ven.

Første båd i mål fra Rungsted Sejlklub bliver klubmester 2023.

Der sejles efter DH, og bådene har forskudt start på baggrund af DH målet. Både uden DH mål kan godt deltage og vil blive tildelt et DH mål af sejladskommiteen. Første start finder sted klokken 10.00, og de øvrige starttidspunkter vil fremgå af startlisten.

Start og mål finder sted ud for Rungsted Havn.

Umiddelbart efter sejladsen er der præmieuddeling, moleøl og grillpølser ved Rungsted Sejlklubs klubhus.

Tilmelding sker via Manage2sail, hvor sejladsbestemmelserne også fremgår.

Deltagergebyr 250 kr.

På gensyn 9. september 2023

Kapsejladsudvalget Rungsted Sejlklub

mandag den 3. juli 2023

Ny RIB

Som besluttet på generalforsamlingen, har klubben indkøbt en ny (kun ganske lidt brugt), flot RIB. Vi glæder os til at bruge RIB'en til stævner, sejlskole og ungdomssejlads, hvor den giver os helt nye muligheder i undervisningen. Faktisk har den allerede været i brug som linjebåd til det nyligt afholdte Knarrstævne.

Se nu bare her...
 

Med velvilje og økonomisk støtte fra

  • Friluftsrådets Lokalforeningspulje,
  • Lundbæk & Hansen Bygningsforbedring A/S, og
  • IC Arkitekter A/S

 er klubben yderst taknemmelig for at kunne anskaffe båden med kun beskedne egenudgifter.

Den nye båd skal dog naturligvis have et navn, og her har vi brug for din hjælp og kreativitet. Send meget gerne dit bud på et passende navn til RIB'en til bestyrelse@rungstedsejlklub.dk.

lørdag den 24. juni 2023

fredag den 16. juni 2023

Sommer og sejlskole

 Det var en meget stille aften i går. Vejrudsigten sagde under 2 m/sek, og det holdt stik. Vandet var spejlblankt. Team Amarilla var - som de eneste - fuldtallige, og vi besluttede os for at øve motorsejlads og ankring, indtil der kom lidt vind lidt over 18. 

Skolesejlads i sommerhumør

 Motoren startede i første hug. Jah, den motor der næsten var på havsens bund for 14 dage siden. Nogen vil huske, at beslaget gav efter, men der var en sikringswire på, så den ikke forvandt i det blå. Tøf tøf... rundt i havnen, ud på Sundet. Der var vind ovre under Ven, men der kunne vi ikke nå hen på en sejlskoletid. Ind under kysten i stedet. 

Lav fart og udkig i stævnen - i respekt for Marthas sten - og et par andre, som ligger derinde - for enden af vandskibanen. Anker ud og plaaask... så var der to mand i suppen. Vi kunne ikke lige finde badestigen, så vi fik vendt, hvordan man faktisk hejser eller hjælper en person op - inden vandhundene selv klatrede op. Og så var der minsandten vind til at vi kunne sejle tilbage for sejl og lave en fin indlægning. 

Så altså læring fra i dag: Motormanøvre i havn, ankring, badning og sikkerhed, indlægning for sejl, knob og knuder, men mest af alt... Der er ingen grund til at aflyse på grund af vindstille. Tak til Kasia, Jens og Klaus for en herlig tur på vandet.

fredag den 12. maj 2023

Ordinær generalforsamling

 Tak for i går til alle, der deltog i generalforsamlingen. Jeg synes, der var god klubånd, god opbakning, og gode beslutninger, som skubber / trækker i den rigtigte retning henimod endnu mere rigtig sejlklub. 

 Der var også et par kritiske røster, og det skal der være plads til. Nogle spørgsmål var mest af opklarende karakter, medens andre handlede om, hvor vi er på vej hen. Den diskussion er altid interessant, for det er jo medlemmernes drømme, man prøver at indfri i en frivillig forening. Hvis man ikke har medlemmernes drømme med sig, så har man ingen klub. 

Sådan som aftenen landede, kan jeg med sindsro sige, at jeg glæder mig til de næste par år i klubregi. Det bliver sjovt. Rigtig sjovt. Ud på den blå hylde.

PS: Referater m.v. kommer online snarest.
 

onsdag den 26. april 2023

Sundet Rundt

 Sejlklubben Sundet inviterer til Sundet Rundt, som de havde stor success med sidste år - med 100 deltagere.


⛵ SUNDET RUNDT 2023 🎁 Så er vi klar igen! Forårsklassikeren Sundet Rundt er åben for tilmelding - det er den bedste forårssejlads du kan forestille dig. Læs mere her: 

Vi håber at se jer til denne forårsklassiker! ⛵️ Og så håber vi naturligvis på at I bliver til efter sejladsen, hvor der tændes op i klubbens grill, hvor Sejlklubben Sundet inviterer på mad og drikke - alt sammen til dejlig live-musik!

fredag den 21. april 2023

Standerhejsning

Den kommer nærmere. Sejlsæsonen. Foråret er for længst startet med fuglekvidder, japanske kirsebærtræer og den skønne monotone lyd af slibemaskiner på havnen. I sidste weekend var der nærmest en smølfefest (sejlere med blåt slibestøv) ude foran klubhuset. Og se nu bare resultatet:

 

Fire flotte både er klar!

Det myldrede rundt med glade nye og gamle - nej - rutinerede sejlere, som gjorde vores både klar til endnu en sæson med sejlskole, Ven-ture og i år også kapsejladstræning. I tirsdags satte Karsten og hans kumpaner så bådene i søen. Så nu er vi klar. Det bliver fantastisk at komme i gang.

Og  igangsætning skal der til. 

Standerhejsning er i morgen, hvor vi hejser standeren med god hjælp fra vores yngste medlem - medens hornene blæser "til tops". Derefter synger vi vores "nationalsang", - "Sejleren fra Rungsted", og så skydes der til skafning.

Første gang standeren sås var på en Yngling

Skafningen sker ved klubhuset - tilmelding nødvendig via dette link: Standerhejsning. Derefter almindelig klubhygge - og måske formanden siger et par (let) bevingede ord i anledning af 10-års jubilæet. 

Håber vi ses...





lørdag den 15. april 2023

Indkaldelse til ordinær generalforsamling 2023

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling torsdag den 11. maj 2023 kl. 19.30 i klubhuset.


Dagsorden ifølge vedtægterne:
  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse
  4. Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
  5. Udvalgsberetninger
  6. Behandling af eventuelle indkomne forslag
  7. Valg til bestyrelsen
  8. Valg af revisor
  9. Eventuelt

Ad punkt 3.
Regnskabet for 2022 kan findes her.

Ad punkt 4.
Budgetforslag for 2023-2024 kan findes her.

Ad punkt 6.
Bestyrelsen stiller to forslag.

Forslag 1.
De to Ynglinge, som klubben råder over, har frem til nu kun været brugt begrænset af klubbens medlemmer, og bestyrelsen har kraftigt overvejet at afhænde begge både. Ved sæsonens start har vi takket være et nyt og meget engageret medlem fået iværksat en plan, der gerne skulle bære frugt til bl.a. en masse ungdomsaktivitet i Ynglingene.

Hvis dette projekt mod forventning ikke skaber den ønskede aktivitet, vil bestyrelsen gerne have mandat til at afhænde bådene i løbet af 2023, hvis det skønnes nødvendigt.

Forslag 2.
I forbindelse med stævner, undervisning og ungdomsaktivitet har klubben længe ønsket sig en RIB for at øge effektiviteten og ikke mindst sikkerheden. Bestyrelsen ønsker derfor mandat til indkøb til en RIB i løbet af 2023. Udgifterne til indkøb af RIB'en vil helt eller delvist blive dækket af sponsorater.

Ad punkt 7.
Nicolai Møller-Andersen, Molte Andersen og Rasmus Poulsen er på valg.

tirsdag den 11. april 2023

Duelighedsteori overstået

 Før påske afsluttede vi årets duelighedsteori med en omgang examen, og det var en stor fornøjelse. Duelighedsteori er en svær disciplin, for rigtigt mange spørgsmål kan bedst besvares med et "Sådan cirka", "Prøv at gætte" eller "Det sjusser man sig til".


Den slags svar fra "professoren" bliver nemt lidt frustrerende, især fjerde eller femte gang. Alligevel bestod alle, så selvom programmet var (synes jeg) lidt stramt - fik vi åbenbart gennemgået de væsentligste ting. Det er iøvrigt fantastisk at se, hvor forskelligt sådan en duelighedsopgave kan løses. Stort tillykke til kursustagerne - og kæmpe tak til Rasmus og undervisningsteamet.

Kort efter fejrede vi det gode resultat over en kop kaffe/øl/hvidvin i klubhuset. Det tænker jeg er til gentagelse næste gang, der er teori. 

PS: Next up er klargøring af både, så vi kan komme ud og prøve alle vores duelighedsteorier af i praksis. Check kalenderen...


søndag den 19. marts 2023

Praktisk sejlskole 2023 - åben for tilmelding

Rungsted Sejlklubs populære sejlerskole er åben for tilmelding. Hvad enten du allerede er medlem eller ej, kan du læse meget mere samt tilmelde dig på vores medlemsportal her. Men skynd dig - for der er kun få ledige pladser!

fredag den 3. februar 2023

Hue Handske Cup aflyses

Hue Handske Cup aflyses. Der er kommet nogle afbud, så vi er nede på ialt 4 tilmeldte. Det er super-ærgerligt, men det er simpelthen for få til at sætte hele maskineriet i gang. Jeg ved ikke, om Corona har lullet alle 243 både i søvn. De af os, som har lyst, mødes dog i klubhuset til en kop kaffe, en bådsnak og måske en spontan sejltur. Vejret er jo (lige nu) perfekt til Hue Handske Cup. 
 
mvh
Peter DEN11 & Nicolai DEN10

lørdag den 21. januar 2023

Henrik Jørgensen i Rungsted Sejlklub

Vil du en tur over Atlanterhavet, sejle kapsejlads Danmark rundt, deltage i Silverrudder eller blot høre en anden fortælle om sine oplevelser og øse af sine erfaringer med alle tre begivenheder, så har du chancen nu.

Mød Henrik Jørgensen over en kop kaffe denne aften. Henrik sejler i XP 44’eren X BOX, der ligger i Rungsted Havn. Henrik ser frem til en hyggelig aften, og håber, at I vil stille masser af spørgsmål i løbet af aftenen.

Arrangementet finder sted tirsdag den 7. marts klokken 19:30 i RS klubhus. Der vil være kaffe og kage.

Da der er deltagerbegrænsning, er tilmelding nødvendig (deltagelse er gratis) - tilmeld dig i vores nye medlemssystem.

Henrik Søderlund i Rungsted Sejlkjlub

Henrik Søderlund har været en essentiel del af sejlenes udvikling de seneste 40 år. En udvikling der langt af vejen er drevet af America’s Cup og Volvo Ocean Race/Whitbread, som Henrik har designet sejl til.

De fleste bådtyper er prøvet og mange sejladser er vundet, såsom VM i 470’er i 1973, ¾ ton i 1982 og One Ton i 1986. Ja, bådene er blevet støt større gennem årene, så Wally’er på 100 fod er ligeledes blevet en del af hverdagen.

Vi er derfor stolte over at kunne byde velkommen til en aften i Rungsted Sejlklub hvor Henrik fortæller om sit sejlerliv bag roret og som taktiker på den helt store internationale sejlerscene. Vi kommer også til at høre Henriks erfaringer med at designe sejl.

Arrangementet finder sted tirsdag den 7. februar klokken 19:30 i RS klubhus. Der vil være kaffe og kage.

Da der er deltagerbegrænsning, er tilmelding nødvendig (deltagelse er gratis) - tilmeld dig i vores nye medlemssystem.

søndag den 15. januar 2023

Hue Handske Cup 2023

 Så er det tid til årets første brag: Den traditionsrige Hue Handske Cup. Det er simpelthen vores 20 års jubilæumsstævne, så vi håber at se rigtig mange af de nye  og også rigtig mange af de gamle Seawindsejlere på vandet her i 2023.


 Links til detaljer og beretninger fra tidligere år: Hue Hanske Cup 2023

Vi ses til en sjov dag på vandet.

Peter (DEN11) og Nicolai (DEN10)