Kort nyt

Kæmpe tillykke til de nye duelighedsindehavere!

torsdag den 7. juni 2018

Crowdfunding

Vi prøver noget nyt: Crowdfunding!
Mange bække små

Som skrevet i seneste nyhedsbrev, så vil vi gerne have os en IFer til sejlskolen. Bådudvalget var hurtigt på aftrækkeren, så den er klaret. Så mangler der bare den omtalte crowdfunding.
Filur er klar til nye eventyr

Ideen er, at dem som kan og vil, spytter i kassen til det fælles bedste. Som lovet, har jeg smidt den første tusse, og der er minsandten allerede kommet een mere. Vi er altså godt på vej.

Det handler om at nå 25k, som er prisen for en meget fin IFer med en meget fin indenbordsmotor. Som sådan kommer den alle klubmedlemmer til gode, idet den kan være sejlskolebåd OG dommerbåd.

Alle beløb er velkomne, og de kan indsættes på klubbens konto i Sydbank, Reg: 6824, Konto: 1013165. Husk at mærke beløbet med "Crowd", så vi kan se, hvad det er.

Når vi de 25k inden udgangen af august, så må vi hellere holde en lille indvielsessceance... og husk: Målet er ædelt: Vi vil have vores lokale sejlklub igen. 


mandag den 4. juni 2018

Sejlskolen udvider

Vi har købt os en superdejlig IF-er til sejlskolen. Det har vi gjort i erkendelse af, at Yngling er sjovt, men det er måske ikke det bedste sted at starte sejlads, hvis man er mest til hyggesejlads og har fyldt 30. Man må sige, at bådudvalget sadler og rider samme dag, for båden blev købt dagen efter Generalforsamlingen, hvor det jo altså blev etableret.
Filur i profil
IF-eren er et utroligt alsidigt fartøj, og netop denne IF-er er extraordinært alsidig. For det første er den nem og tryg at sejle. Den egner sig derfor supergodt til skolesejlads for begyndere. Der er også en spiler med, så man kan lege lidt mere...

Der ligger desuden en lille fin indenbordsmotor under cockpittet, og det gør båden egnet til at være dommerskib. Dertil kommer at sejlskolens medlemmer (med "bådkørekort") kan låne båden til en sejltur eller en weekend på Ven eller lignende.
Klædt på til en tur på vandet
Kort sagt, så er dette en båd, der kan alt, eller rettere - den kan muligvis ikke foile, men pyt med det. Mogens, som vi købte den af, har passet på båden siden den kom til verden, og alt sidder derfor nøjagtig lige der, hvor det skal sidde. Det er så meget i orden.
Test-sejlads
Vi glæder os rigtig meget til at se sejlskolens medlemmer ombord, og så tillader vi os allerydmygst at henvise til senest fremsendte email omkring finansiering; Det kaldes crowdfunding på nudansk. Vi er allerede godt i gang, men mere om det i et andet opslag.

Nu skal vi bare ud på den blå hylde...