lørdag den 24. juni 2023

fredag den 16. juni 2023

Sommer og sejlskole

 Det var en meget stille aften i går. Vejrudsigten sagde under 2 m/sek, og det holdt stik. Vandet var spejlblankt. Team Amarilla var - som de eneste - fuldtallige, og vi besluttede os for at øve motorsejlads og ankring, indtil der kom lidt vind lidt over 18. 

Skolesejlads i sommerhumør

 Motoren startede i første hug. Jah, den motor der næsten var på havsens bund for 14 dage siden. Nogen vil huske, at beslaget gav efter, men der var en sikringswire på, så den ikke forvandt i det blå. Tøf tøf... rundt i havnen, ud på Sundet. Der var vind ovre under Ven, men der kunne vi ikke nå hen på en sejlskoletid. Ind under kysten i stedet. 

Lav fart og udkig i stævnen - i respekt for Marthas sten - og et par andre, som ligger derinde - for enden af vandskibanen. Anker ud og plaaask... så var der to mand i suppen. Vi kunne ikke lige finde badestigen, så vi fik vendt, hvordan man faktisk hejser eller hjælper en person op - inden vandhundene selv klatrede op. Og så var der minsandten vind til at vi kunne sejle tilbage for sejl og lave en fin indlægning. 

Så altså læring fra i dag: Motormanøvre i havn, ankring, badning og sikkerhed, indlægning for sejl, knob og knuder, men mest af alt... Der er ingen grund til at aflyse på grund af vindstille. Tak til Kasia, Jens og Klaus for en herlig tur på vandet.