Kort nyt

HHC2024 tillykke til Høegen fra Aabenraa. Next up teori og fredagsbar.

mandag den 24. december 2018

Julehilsen

Tak for en herlig sæson, en dejlig gløggaften og ...
God Jul & Godt Nytår
... til alle RSere, sejlere og og andre havgale. (Og også lidt til landkrabberne)

tirsdag den 11. december 2018

Julegave til IF-folket

Der er sket noget. Noget stort. Der er tale om en meget fin julegave til IF-folket, hvorunder ihvertfald RS sejlskolen må henregnes. Der bygges nemlig IFere igen, og de ser meget fine ud. Her er et par billeder:
En skinnende ny IFer har set dagens lys
Læs mere ovre på if-boat.com, hvor der er masser af flotte billeder.

Det skal blive spændende at følge udviklingen, for det lader til, at der - trods X-Yacts succes med kæmpebåde i millionklassen - fortsat er brug for både i denne mere beherskede størrelse. Ihvertfald i Kongeriget Danmark.

Rungsted Sejlklub hilser selvsagt denne udvikling velkommen, for den flugter med vores mantra om, at det skal være nemt og billigt for alle at komme på vandet.

tirsdag den 4. december 2018

Gløgg

Vi siger god jul til hinanden med en kop gløgg og måske en enkelt æbleskive. Tilmelding og detaljer i facebook-gruppen RungstedSejlklub.
Det er Gløggen i midten
Hohoho.

tirsdag den 20. november 2018

Julekalenderting

Sæsonen går på hæld... eller rettere den er gået. Sejlskolen har spist årets  sidste grillpølse på Ven, og det er for alvor ved at blive mørkt og koldt. Vintersyslerne myldrer frem. Det kan være tovværkvedligehold, tømning af både, rigeftersyn med videre, men det kan også være opdatering af webshoppen.
Nye dimser og ting i webshoppen
Og hvad har man så brug for her om vinteren? Bamser, huer, ølkrus, musemåtter, tasker, telefoncovers... Især musemåtten er vigtigt; Jeg er helt sikker på at min virtuelle VO65 går lige lidt højere med det røde logo under musen. Eller noget.

Der er meget mere, end man lige kan se på billedet herover. Kender du en sejler, som trænger til en ny hue i adventsgave, så er den nye Beanie måske sagen. Ungerne vil nok hellere have en bamse. Selv tror jeg, at jeg vil flotte mig og bestille en ny kasket til den lave vintersol.

Link til webshoppen i menuen herover eller klik lige her: RS-Webshop.

mandag den 19. november 2018

Rungsted Havns Årsmøde

Rungsted Havn indkalder til årsmøde den 29. november klokken 1900-2100 på Rungstedgaard. Mød op og hør, hvad Rungsted Havns bestyrelse har af planer for din havn.

Da ikke alle har modtaget indkaldelsen - email er jo kun email - så gengives den til venlig orientering herover.

onsdag den 10. oktober 2018

Treeren er landet

Hurra! Iffer nummer tre er landet. Bådudvalget har været på landet og på vandet og hentet den tredje IF-er hjem til sejlskole og sejlklub. Vi er dermed klar til at gå all in på den lokale sejlskole i Rungsted Havn, og det glæder vi os rigtig meget over.
Farvel Gilleleje

Vi havde en skøn tur hjem fra Gilleleje i næsten sommervejr. Jah, - vejrudsigten lovede sol og 17 grader, men det skulle vise sig kun at være i Sundet. De første 3-4 timer tilbragte vi således i skygge og modstrøm nord for Helsingør. Det tog vel en time at komme fra molen i Helsingør lystbådehavn til det første grønne mærke syd for Helsingør.
Goddag Rungsted (Bemærk lyset :-)
Efter omtrent 7 timers (dejlig) sejlads landede vi endelig i Rungsted. Vi havde lagt ud for motor, og det er jo aldrig rart, men piskeriset skulle altså lige testes. Extra rart var det derfor at lægge ind for sejl, for vi er jo sejlere. Heldigvis fandt vi nemt en plads, og hvor er det dog fantastisk at lægge ind med sådan en rullegenua. Man kan dårligt nå at sige Rungsted Søbad før sejlet er væk, og så kan man tøffe på opskuddet ind mellem pælene.
Amarilla - lige landet.
Først lidt fortøjning, og så lidt afrigning. Det er altid er spændende på en ny båd, hvor man ikke lige ved, hvor alle snore er eller skal sidde. Alting sidder jo antageligvis netop der, hvor det skal sidde. Der er bare ikke nogen brugsanvisning. Nå, det ser vel nogenlunde ud på billedet. Så var der lige fanen, som skulle til tops under salingen, og så er Amarilla (eller Treeren II) klar til at tage nye sejlere på vandet. En herlig dag på vandet lakkede mod enden. Tak for turen til Amarilla og til bådudvalgsformanden. Vi ses på vandet.

PS: Der er et par billeder mere fra hjemturen i fotoalbummet. Link i højre kolonne.

onsdag den 26. september 2018

Iffer nummer to

Så skal vi byde velkommen igen... Denne gang er det dog til et nyt medlem af flåden. Bådudvalgets formand har igen været på banen og fundet os en skøn IF-er til sejlskolen. Se bare her:
Suflot
Vi er stadig glade for Ynglinge, men en IF-er (eller en Iffer) er simpelthen bare mere alsidig. Den kan både sejle, koge kaffe og så kan den overnatte på Ven. Hvis vi skal have hyggen tilbage i dansk sejlsport, så er det vejen frem.

Båden er allerede leveret af sælger, så vi når at tage Suflot i brug inden sæsonen er ovre. Det bliver så godt. Stor tak til bådudvalgets formand for indsatsen; Også stor tak til havnechefen, som har været lynhurtig til at få kabalen med havnepladser til at gå op.


tirsdag den 28. august 2018

Støttemedlemsskab

Flere og flere spørger, om vi dog ikke har en støtteforening eller et støttemedlesskab. Det er vi beærede og taknemmelige for.

Vi siger tak for al hjælp, støtte og rådgivning
Vi vil naturligvis allerhelst have aktive medlemmer, men det kan jo være sådan, at man ikke lige har tid, bor et andet sted, eller at man bare ønsker at støtte genskabelsen af en aktiv, lokal sejlklub på Rungsted Havn, - også selvom man ikke selv er aktiv sejler.

Vores energi skal ikke brændes af på unødig papirnusseri, så derfor har vi ikke etableret en egentlig støtteforening. Til gengæld har vi  mulighed for passivt medlemsskab.

Med et passivt medlemsskab tilkendegiver man sin støtte til Rungsted Sejlklub - såvel moralsk som økonomisk. Vi kvitterer så med et medlemskort, adgang til vores klubhus - når vi altså får et - samt adgang til lokale vinter arrangementer.

Så altså... passivt medlemsskab eller støtte medlemsskab: Send os dine stamdata - fuldstændigt som ved aktivt medlemsskab. Se fanebladet kaldet "Indmeld" lige herover.

Og husk: Støtte er også et like på facebook eller en tshirt i vores webshop.

mandag den 20. august 2018

101 Klassemesterskab

Så fik vi sendt 101erne afsted på den sidste del af deres klassemesterskab, og dermed har vi fået testet vores motoriserede fartøj som dommerbåd. Det gik fint.
Klargøring
Der var både flag og skud, og procedure lige efter bogen. Det er det nemmeste, for så skal man ikke "udgive" så meget papir. Det var så kun DEN11, der havde læst bogen! Starten var en spilerstart og banen var "Rundt i det centrale Øresund".
Skønt vejr
Vejret var ganske udmærket. Dog var der ikke 30 grader, som vi er blevet forvent med, men både vand og vind var da over 22, så vi sad derude i shorts og t-shits.
DEN170 giver den gas
Medens de sejlede, kunne vi nå at tage lidt billeder, og derefter futtede vi ind efter en burger på The Captain. Deres burger er jo altid god, og måske skal banen være en lille smule længere næste gang, for der var ikke meget tid til overs til kaffe. Den måtte vi tage på thermoen.
En reparation
Da alle var i mål, tøffede vi over og fixede flaget på D-mærket; Det sad nemlig kun i een snor og lignede mere en klud end et flag. Nu ser det ud som vist ovenfor.

Til moleøllen kunne vi - ligesom sidste gang - konstatere, at banen var godkendt. Desværre kunne ikke alle deltage i aftenens strabadser, men mon ikke det blev en god aften? Tak til alle, og forhåbenlig på gensyn næste år... Og resultatet?? Det kommer snarest på 101 siden. www.aphrodite101.dk.

Der er lidt flere billeder i fotoalbummet. Link et sted i højre kolonne.


onsdag den 15. august 2018

Et klubhus?

Newsflash: Vi er den genetablerede lokale sejlklub på Rungsted Havn. Vi har desperat brug for et klubhus til små og store arrangementer. Det handler om stævner, undervisning, sejlerstue, hangout for gæstesejlere, almindelig hygge og meget mere.

Konkret skal vi på lørdag bruge et sted med plads til omkring 25-30 spisende gæster.  

UPDATE: Tak for de mange henvendelser. Det konkrete problem på lørdag er løst med hjælp fra en lokal restaurant. Mon Kultur & Fritid støtter den slags?
En hvilkensomhelst container er bedre end ingenting

Siden 2014 har vi skrevet til havnebestyrelsen om hjælp til et klubhus. Vi er blevet positivt mødt af såvel den tidligere som den nuværende havnemester. Politisk er vi også blevet mødt med venlighed, men faktum er, at havnebestyrelse har ignoreret os. Der er ikke et klubhus endnu.

Nu spørger vi så, om der er andre i lokalområdet, en fond, en virksomhed eller andre, der kan hjælpe med en pavillion, en container, en skurvogn eller noget, der kan tjene som samlingspunkt for de lokale sejlere.

Vi har medlemmer med kølbåd, jolle, windsurf og motorsejlere. Vi driver sejlskole, har et dommerskib, tre skolebåde plus det løse og er på vej mod 250 medlemmer. Vi har intet - ikke en gang et læskur. Det kan simpelthen ikke passe, at der ikke kan findes plads til at retablere den lokale sejlklub på Hørsholm kommunes havn.

Jeg viser her et billede de faciliteter, man byder de lokale sejlere - sportsudøvere såvel som tursejlere, motorbådsejere, windsurfere, gæstesejlere og andet godtfolk.

De ydmyge faciliteter på Rungsted Havn

Ja, det er svært at forstå. Intet! Der er intet. Ikke engang et læskur. Ingen omklædning, ingen klubrestaurant, ingen ølautomat, ingen grillterrasse, ingen sejlerstue, ingen oplagringsplads. Havnemesteren har fundet 4 ydmyge kvadratmeter uoverdækket areal til os. Ellers intet.

Her kommer vi så... Ivrige, sejlvante, selvfinansierende lokalt forankrede kræfter mellem 20 og 75, som ønsker at drive en åben, demokratisk klub for alle med "saltvand i blodet". Vi kommer endda med planer om at medfinansiere en lang række tiltag, - herunder klubhus, omklædning, sejlerstue og ungdomsarbejde.

Det burde være en gave for Rungsted Havn, men kan de finde ud af at sige jatak..? Næhnæh. Havnebestyrelsen kan finde ud af se den anden vej.

Først i 2018 er der ved at ske en lillebitte ændring. Den nye havnebestyrelse har nemlig nedsat et udvalg, der - blandt andet - skal kigge på klubhus. På den lidt længere bane er der således - måske - grund til forsigtig optimisme. 

Dog er havnebestyrelsen opfyldt af egne ambitioner om at bygge en ny og større havn - og klubhuse er ikke en del af de planer. Det bliver spændende at se, hvor det hele lander.

 

tirsdag den 14. august 2018

Knarr VM til Team Gottfredsen

I dagene 5-11 august sejlede Team Gottfredsen (Rungsted Sejlklub) sig til tops og genvandt dermed VM i Knarr. Sejladserne, som også kendes under navnet IKC - International Knarr Championship, er kendetegnet ved, at man efter lodtrækning sejler i en ny båd hver dag. Det stiller extra høje krav til besætningen, og det er altså femte gang, at Team Gottfredsen er bedst til at klare disse.
Jesper, Anders, Kasper og Lars i aktion. Foto: Per Heegaard
Vejret kender vi jo fra TV transmissionerne fra Århus. Det har været udfordrende, og resultattavlen taler sit tydelige sprog. Selv de allerbedste har lavet nogle fede fratrækkere, men totalen siger altså 50 point til vores Knarrteam og 17 point ned til nummer to.

Stort tillykke til Lars og besætning herfra.

Team Gottfredsen er Lars Gottfredsen, Jesper Kjer, Anders Fisker, Kasper Bonnevie og Ejner Gottfredsen. De har ialt vundet IKC i 08, 12, 14,17 og nu 18. Se hele resultatet her: Link til IKC resultater, og læs mere om Knarren her: Link til Knarr sitet.

tirsdag den 7. august 2018

Efterårssæsonen starter

Velkommen tilbage fra ferien. Det er sommer. Det har været sommer et stykke tid, og sådan ser det ud til at fortsætte. Ergo er det sejltid. Ja, de sejler også ovre i Århus og endda på TV, men vi skal altså på vandet i Øresund... Dertil har vi søsat hestene, som det ses på billedet herunder:
Alle heste søsat
Dem skal vi nok få brug for, når vi laver kapsejlads den 18. August, men heldigvis er det ikke det eneste vi skal... Ved siden af ligger nemlig Filur og lurer på en badetur...
Cirka halvdelen af flåden
Og så er der jo altså også Vallerine, som gerne vil luftes sammen med nogle ivrige sejlere, - eller måske endda nogle kommende sejlere. Vi glæder os til at komme i gang igen.

tirsdag den 3. juli 2018

Sommerferie

Sejlskolen, alle andre skoler og alle andre holder sommerferie i juli måned, MEN...

Hvis vi ellers er hjemme, så skal sådan en smule ferie jo ikke forhindre os i at komme på vandet. Hop ind i facebook-gruppen og check, om der sejles, og meld dig til, så vi ved, om der kommer nogen i løbet af juli...

Kattegat på en sommerdag.
Ellers ses vi igen til august. Hvis vejret holder, bliver det en fantastisk sommer til et lille Ø-Cruise rundt i Danmark... God sommer!

torsdag den 7. juni 2018

Crowdfunding

Vi prøver noget nyt: Crowdfunding!
Mange bække små

Som skrevet i seneste nyhedsbrev, så vil vi gerne have os en IFer til sejlskolen. Bådudvalget var hurtigt på aftrækkeren, så den er klaret. Så mangler der bare den omtalte crowdfunding.
Filur er klar til nye eventyr

Ideen er, at dem som kan og vil, spytter i kassen til det fælles bedste. Som lovet, har jeg smidt den første tusse, og der er minsandten allerede kommet een mere. Vi er altså godt på vej.

Det handler om at nå 25k, som er prisen for en meget fin IFer med en meget fin indenbordsmotor. Som sådan kommer den alle klubmedlemmer til gode, idet den kan være sejlskolebåd OG dommerbåd.

Alle beløb er velkomne, og de kan indsættes på klubbens konto i Sydbank, Reg: 6824, Konto: 1013165. Husk at mærke beløbet med "Crowd", så vi kan se, hvad det er.

Når vi de 25k inden udgangen af august, så må vi hellere holde en lille indvielsessceance... og husk: Målet er ædelt: Vi vil have vores lokale sejlklub igen. 


mandag den 4. juni 2018

Sejlskolen udvider

Vi har købt os en superdejlig IF-er til sejlskolen. Det har vi gjort i erkendelse af, at Yngling er sjovt, men det er måske ikke det bedste sted at starte sejlads, hvis man er mest til hyggesejlads og har fyldt 30. Man må sige, at bådudvalget sadler og rider samme dag, for båden blev købt dagen efter Generalforsamlingen, hvor det jo altså blev etableret.
Filur i profil
IF-eren er et utroligt alsidigt fartøj, og netop denne IF-er er extraordinært alsidig. For det første er den nem og tryg at sejle. Den egner sig derfor supergodt til skolesejlads for begyndere. Der er også en spiler med, så man kan lege lidt mere...

Der ligger desuden en lille fin indenbordsmotor under cockpittet, og det gør båden egnet til at være dommerskib. Dertil kommer at sejlskolens medlemmer (med "bådkørekort") kan låne båden til en sejltur eller en weekend på Ven eller lignende.
Klædt på til en tur på vandet
Kort sagt, så er dette en båd, der kan alt, eller rettere - den kan muligvis ikke foile, men pyt med det. Mogens, som vi købte den af, har passet på båden siden den kom til verden, og alt sidder derfor nøjagtig lige der, hvor det skal sidde. Det er så meget i orden.
Test-sejlads
Vi glæder os rigtig meget til at se sejlskolens medlemmer ombord, og så tillader vi os allerydmygst at henvise til senest fremsendte email omkring finansiering; Det kaldes crowdfunding på nudansk. Vi er allerede godt i gang, men mere om det i et andet opslag.

Nu skal vi bare ud på den blå hylde...

torsdag den 24. maj 2018

Sejlskole 2018 Kickoff

Vi holder Sejlskole 2018 Kickoff torsdag den 31. maj. Se detaljer i facebook-gruppen - her er et direkte linke www.facebook.com/groups/RungstedSejlskole/
Gruppen er lukket, - altså skal man anmode om medlemsskab.
Et er søkort at forstå
Reminder fremsendes også på email. Får du IKKE reminder emailen, så er du ikke blevet registreret korrekt, og så må du meget gerne lige give et pip på email til bestyrelsen.

onsdag den 16. maj 2018

Skrub, test og burger

Torben, Simon og undertegnede var lige ude at teste grejet, og vi kan melde, at der var ikke rigtig noget, der ikke virkede. Alle sejl kan hejses, og de kan minsandten også komme ned igen. En enkelt snor blev "rettet til", og så var det derudaf.
Det ser anstrengende ud, ikk?
Vintermosset skulle dog lige skrubbes af. Jeg synes, det bliver værre og værre. Gad vide, om det er alt det miljøhalløj, for så er det jo et godt tegn. Hmm. Af kom det, og tænk... vi var så ivrige, at vi fuldstændigt glemte, at der lå tre kolde øl i tasken.
Captains Burger holder. Altid.
Heldigvis glemte vi ikke at smutte forbi The Captain, for Captains Burger med Brown Ale holder. Altid.

Bemærk iøvrigt, at vores klubbåde flytter fra sydhavnen til skolemolen aka bro 8, som er den yderste bro i nordbassinet. Det er tættere på klubhuset, men en anelse længere væk fra the Captain. Til gengæld er det meget nemmere at komme ind og ud af havnen.

tirsdag den 8. maj 2018

Nypudset

Sådan ser det ud, når Peter har været i gang med at prime, male og pudse... Det er ærligt talt et imponerende flot syn.
Yngling 2 godt på vej til at komme i suppen
Hvis dette er, hvad man kan udrette i privat regi, så er jeg næsten bange for at tænke på, hvor langt man ville kunne komme, hvis man havde noget, der bare mindede om egentlige klubfaciliteter.

mandag den 7. maj 2018

Standeren flyver igen

Så fik vi på behørig vis standeren hevet til vejrs. Den har været "nede" siden en gang i vinter. Sådan en stander slides åbenbart meget hurtigt.
Standerhejsning 2018
Klubben havde dækket op med et lille glas og en snack i det gode vejr. Især roseen var der godt salg i, og og da stemmebåndet således var klargjort, istemte vi "Sejleren fra Rungsted" og hejste standeren med et trut. Det var nu svært at høre, for der var knap 300 joller på vej ind, op og hjem; Det gjorde også sit til fremmødet, for der var mere end de vanlige kaotiske parkeringsforhold på Rungsted Havn. Tak til de fremmødte.

PS: Mangler du en stander til båden? Så kontakt bestyrelsen. Vi har dem på lager.

tirsdag den 1. maj 2018

Indkaldelse til Ordinær Generalforsamling

Hermed indkaldelse til Ordinær Generalforsamling tirsdag den 22. maj kl. 2115 i klubhuset på Rungsted Havn. Dagsorden jvf vedtægterne.

Vel mødt,
Bestyrelsen

torsdag den 26. april 2018

Klargøring af båd

Forleden var dele af bestyrelsen samlet for at gøre endnu en Yngling klar til sejlads. Først skulle der "buskryddes". Så var det tid til spul & vask; Dernæst fulgte kran og ophæng; Vi slutter af med slib, primer, bundsmøre... the works.
Trykspule
Vejret var dejligt, og det var skønt at mosle med både. Især da når de bliver så fine af det. Se bare her: Den blev helt hvid.
Mere trykspule
Medens Torben spulede, byggede Peter og undertegnede en kran, så vi kan få båden op at hænge i tørvejr. Der skal slibes, primes og bundsmøres, og det danske forår egner sig ikke til det.
Giv agt! Løft!
Det var noget med stolper og sømbeslag til at understøtte og sådan lidt forskelligt, og så var vi klar til at løfte. Det føltes lidt sært at svæve i en båd inde i laden, men det lykkedes... Hvad man dog ikke kan ved fælles hjælp!
I am flying...
Så skal der bare slibes, primes og males. Skønt. Det kunne dog være endnu skønnere. Tænk om  man havde en havn, hvor disse øvelser kunne udføres!? Der kniber det desværre lidt, men vi arbejder intenst på sagen. 

Sejlsport er først og fremmest en breddesport, for uden bredden er der ingen elite. Vores mål er at gøre sejlsport billigt og sjovt for alle, og det kommer iv et skridt nærmere ved at søsætte yngling 2 aka Mikkeline.

Vil du gerne sejle yngling? Så ring til os for nærmere...

Rungsted Sejlklub er reinkarnationen af den lokale sejlklub, som har eksisteret på Rungsted Havn siden 1928. Vanskelige økonomiske forhold gjorde, at klubben - trods 1200 medlemmer - lukkede i 1999. Vi er her, fordi vi vil have vores klub igen.

Synes du, det er en god mission, så husk at give et  like på vores facebook-side www.facebook.com/rungstedsejlklub/ Det næste mål er 200 likes!

mandag den 23. april 2018

Ny grund ud for Sletten

Bemærk lige denne nye stengrund ud for Sletten Havn. Den er afmærket med gule krydser, men alligevel sejler folk åbenbart henover og ind i den.
Klik for større
Der skete præcis det samme med stenlageret ved Rungsted Havn, da ydermolerne blev repareret. Man kan undre sig over, at folk ikke ser de gule afmærkninger, men man kan vel egentlig også undre sig over, at der ikke er lys på om natten. Hvorfor er der ikke det?

Instruktører søges

Der lader til at være ret god interesse for vores sejlskole, og derfor søger vi flere instruktører med "rutine i bæltet". Det handler om at tage på vandet et par timer om ugen - altså to timer - med en lille håndfuld ivrige nye sejlere per båd.
Sejlskole gør glad

Aldersspændet er p.t. fra cirka 26 til 65, og vi sejler blandt andet - men ikke kun - i Ynglinge. Opgaven derude er, at skabe tryghed, max hygge og spas, samt fortælle hvordan en båd virker og lade de nye sejlere prøve selv - i et passende tempo. Målet er, at vores elever skal kunne tage den praktiske duelighedsprøve.

Så... hvem vil være med til at bygge danmarks sjoveste og hyggeligste sejlskole op? Vi skal have flere glade sejlere på vandet. Ring til een af os i bestyrelsen for nærmere info... eller skriv til os, hvis du vil have lidt detaljer, som du kan læse i ro og fred. Vores kontakt-data kan findes under fanen info i menuen herover.

fredag den 20. april 2018

Store planer

KDY har for nylig fremlagt planer for en større ombygning af væsentlige dele af Rungsted Havn. Ombygningen inkluderer en temmelig stor hangar til elitesport.

Den påtænkte hangar
Der er tale om et visionært stykke arbejde, men der er også tale om ret store ændringer, som udfordrer miljøet på vores havn. Dele af projektet er ikke nærmere beskrevet i planen.
En helhedsplan for Rungsted Havn?
KDY inviterer til orienteringsmøde om projektet den 25. april klokken 1830 i KDYs klublokaler.

Rungsted Sejlklub opfordrer vores medlemmer til at møde op ved dette orienteringsmøde med et åbent sind for at høre om KDYs visioner for vores havn.

tirsdag den 17. april 2018

Klubstandere

Sejlsæsonen kommer nærmere... Ikke at det i skrivende stund er udpræget varmt, men lyset er ikke til at tage fejl af. Mangler du standere... klubstander eller DS turstander er på lager.
Standere

Begge kan hentes hos formanden efter aftale. Klubstanderen koster kr100 i den lille udgave, medens DS turstanderen er "gratis" - det vil sige, den er forudbetalt over dit DS kontingent.

mandag den 16. april 2018

Jollepladser

Vi kan tilbyde jollepladser ved slæbestedet ved p-pladsen. Det har vi kunnet siden sæsonen 2017, men det er endnu kun enkelte Finn, Snipe, Europe og Opti sejlere, der har opdaget det. Nåja, og så er der jo vores to mini12-ere.


Så - ja! Du kan sagtens sejle jolle i Rungsted Sejlklub regi. Der er indtil videre udmærkede bad og omklædningsforhold i sejlerbadet ved kiosken. Vi kan desuden låne Vandskihuset efter behov. Det er ikke stort, men der er tag over, hvis man har brug for at mødes. Vi har p.t. ikke egne faciliteter, men vi har nu i flere år bearbejdet politikere og havnebestyrelse med henblik på etablering af et egentligt klubhus. Vi tror på, at det kommer nærmere.

Derudover har vi nu en følgebåd. Den kan ses længere nede ad siden. Rammerne for brugen af den er endnu ikke fuldstændigt skarpe, da det er nyt, men husk: Der skal kun to jollesejlere til, som aftaler at mødes på havnen en fast tid hver uge. Så er vi i gang med at træne...

Vi tænker, at konceptet skal være ligesom alt andet i Rungsted Sejlklub:
  • Det skal være afslappet uden at være uambitiøst.
  • Det allervigtigste er at have det sjovt og komme ud at sejle. 
  • Ildsjæle skal drive værket.
  • Alle er velkomne.
  • Det skal ikke koste spidsen af en jetjager at komme på vandet.
Vi orienterer løbende om udviklingen via hjemmesiden og facebook gruppen.

Vi vil rigtig gerne have en jolle afdeling stablet på benene. Bestyrelsen har dog rigeligt at arbejde med, så vi har brug for nogle flere kræfter til at trække en jolle afdeling i gang. Er det noget for dig, så kontakt os endelig.


onsdag den 11. april 2018

Medlemsnr 200 passeret

Stort tillykke til os!! Hen over den mørke vinter har vi nemlig udstedt medlemsnr 200 og mere end det. Der er fortsat tilgang af medlemmer i form af bådejere, jollesejlere og elever på sejlskolen. Vi konstaterer hermed, at der er et tydeligt  behov for en lokalt forankret sejlklub på Rungsted Havn.  

Man burde holde en champagnefest!
Tak til alle for opbakningen. Det er meget opmuntrende for vores fortsatte arbejde.

Og... skulle nogen være i tvivl om, hvad vores mission er, så lad mig skære det ud i pap:

Rungsted Sejlklub er reinkarnationen af den gamle, oprindelige lokale sejlklub. Den gamle sejlklub var en bærende kraft for Rungsted Havn og det lokale sejlermiljø herunder et massivt stykke ungdomsarbejde fra 1928 til 1999; Sørgelige omstændigheder og politisk apati gjorde, at klubben forsvandt i 1999, og flere generationer af lokale sejlere blev hjemløse. Ikke mere. Vi vil have vores klub tilbage. Vi vil have den brede og folkelige sejlklub med lokal forankring på Rungsted Havn. Det skal være nemt, sjovt og billigt at komme på vandet, og det skal det være for alle aldre uanset niveau.

Vores mission er simpelthen at retablere den lokale sejlklub med et lokalt udsyn og et lokalt engagement. Vi vil være det lokale samlingspunkt for sejlsport.

Vi har indtil nu selv anskaffet adskillige klubbåde, kapsejladsgrej og en motoriset hjælpebåd. Havnemesteren har været behjælpelig med pladser og grejskur, men vi har hårdt brug for lokaler til undervisning, omklædning, grillhygge, julefrokoster og andet klubliv.

Derfor: Hjælp os med at hjælpe Hørsholm Kommune med at skabe et lokalt sejlermiljø for børn unge og ældre. Meld dig ind. Ring til politikerne og spørg efter et klubhus. Spørg havnebestyrelsen, hvorfor de lokale sejlere ikke engang har adgang til et læskur på deres egen kommunes havn.

søndag den 8. april 2018

Dansk Sejlunions nyhedsbrev

De seneste år har Dansk Sejlunion udsendt bladet "sejler" fire gange årligt. Det gør de desværre ikke mere, og det er synd. Unionens blad var nemlig et rigtig godt blad, som havde to vigtige formål. Det ene var, at det var samlende for dansk sejlsport. Det var nemlig spækket med gode historier fra ande dele af landet, så man fik et indtryk af, hvad de render og laver i de andre klubber. Tak for det.
Husk at tilmelde dig DS nyhedsbreve!
Det andet var, at bladet fortalte om, hvad de laver inde i Dansk Sejlunion. Altså bortset fra de ting, vi allerede ved: Turbøjerne og... øhh... kampagner for redningsveste. Alt elitearbejdet hører man sjældent om, så det var godt at læse om det i bladet. Ligaen støder man af og til på i dagspressen, men også ligaen fik tiltrængt spalteplads i bladet. Det var supergodt at få formidlet.

Det hele handlede om at gøre Dansk Sejlunion nærværende. Bevares, jeg er ikke tilhænger af, at DS bliver til en klub, der konkurrerer med rigtige sejlklubber. DS jo er skabt af sejlklubbernes behov for et fælles organ. Ikke omvendt. Vi sender allesammen penge til Dansk Sejlunion hvert eneste år, og derfor synes jeg, det er vigtigt at DS fortæller, hvad de bruger vores penge til. I mine første 40 år på vandet forstod jeg aldrig, hvad unionen lavede. Det var uklart, hvilken glæde jeg som almindelig sejler og hobby kapsejler havde af DS arbejde. Jeg har næppe været alene om det, og derfor har jeg igen og igen fortalt DS, at det er dejligt med deres blad.

Nuvel, det er historie. Bladet er for dyrt at lave. I stedet får vi hele 3 elektroniske nyhedsbreve, og dette indlæg er en opfordring til at gå ind på Dansk Sejlunions hjemmeside og melde sig til disse nyhedsbreve, så unionen kan forblive vores allesammens union, - så den ikke forsvinder fra danske sejleres mentale radar. Det ville ikke være så godt.

Se hvordan du tilmelder dig på ovenviste billede. Klik for større udgave. 

tirsdag den 20. marts 2018

Ny hjælpebåd til RS

Vi er meget begejstrede for at kunne fortælle vore medlemmer, at vi til sæsonen 2018 råder over en ny hjælpebåd. Båden har plads til 3-5 personer, og der er tilpas med fremdrift til, at den er egnet som mærkebåd eller dommerbåd ved jolletræning.

Vi havde hjælpebåden i aktion for første gang ved Hue Handske Cup, og vi glæder os rigtig meget til at se den i aktion de næste mange år.
Hjælpebåden i aktion
I praksis betyder det, at vi nu råder over tilpas med grej til at afholde kapsejladser og andre  arrangementer på vandet. Det er vi meget glade for.  Stor tak til vores venlige sponsorer, og tak til havnemesteren, som lynhurtigt fandt en plads til os. 

fredag den 16. marts 2018

Små både på vej frem

Der er noget om snakken. Det er sjovere at sejle i små både! I december skrev Minbaad om småbåde og den nye Sunbeam 22. Forleden blev jeg tilsendt en interessant artikel i Bådmagasinet fra marts 2017. Artiklen er alt for lang til at referere her, men den handler om en ny trend:

Der er pres på sejlerskoler fra en ny generation sejlere, og små gamle både er på vej frem.
Klip fra Bådmagasinet. Klik for større udgave.

Bådmagasinet har talt med en række aktører i sejlmiljøet. Havnefogeden i Horsens refereres eksempelvis for, at de især sælger mindre bådpladser. Der er tale om pladser til både på 24-28 fod. Karin Meulengrath, som driver Marinaguide bekræfter tendensen med at yngre sejlere i mindre både gæster havnene om sommeren.

Skovshoved havns havnefoged, Jesper Tjott, citeres for at have taget 400 nye bådejere ind sidste år. Gennemsnitsalderen faldt fra 63 til 50, og bådene er cirka 30% mindre en forventet. Der er blandt andet rigtig mange små daycruisere iblandt.

Samme tendens ses ifølge Vedbæks Havnefoged Tom Olsen, som måske endda har for mange store pladser og for få af de små.

Dansk Sejlunion stemmer i ved Steen Wintløv-Jensen og Leon Träger, og afslutningsvis er der en skøn artikel om den 26-årige surferpige, som har købt en Spækhugger. Den er overskuelig, økonomisk overkommelig, og den hedder "Lykke". Kan det siges bedre?

Små både giver bare sejlglæde uden at dankortet går i rødt. Det gælder min12ere, Ynglinge, Sunbeam22, Spækhuggere og rigtig mange andre. Uhadada, hvor jeg glæder mig til at vandet bliver lidt varmere.


mandag den 22. januar 2018

Hue Handske Cup

Godt nytår!

Vi lægger hårdt ud med sæsonstart allerede lørdag den 3. februar. Det drejer sig om den traditionsrige Hue Handske Cup, som er nået til den sekstende udgave.
Hue Handske Cup 2018
Stævnet blev oprindelig lagt første lørdag i februar, fordi det er der, hvor man føler sig allerlængst fra høj sol og blødt vand. Flere gange har vi måttet aflyse grundet frostgrader og isbjerge i havnen. Trods yderst udfordrende forhold lykkes det som regel at hive 7 reelle sejladser i land, - forhåbentlig også i år.

Læs mere på Clubseawind hjemmesiden eller hop direkte til invitationen for alle detaljer.