lørdag den 25. april 2020

En lille bitte smule i gang

Hvad er status?

Tjah, indtil i søndags var Sejlunionens melding denne: Klubhuse skal holdes lukkede jvf forbudet udstedt af regeringen den 18. marts. Alle aktiviteter, der involverer fysisk fremmøde, skal aflyses. Under dette regelsæt må al aktivitet nødvendigvis indstilles.

Naturligvis undtaget elektronisk sejlads, hvor man heldigvis godt kan være flere om een båd. Typisk een på ror og storsejl og en anden på fok og spiler. Tredjemanden (M/K) kan så være taktiker.
Two handed virtual racing

Det er nu ændret en anelse på meldingen fra Sejlunionen. Mandag den 20. april landede der nemlig nye retningslinier i min mailbox.

Klubhuse og toiletter er fortsat lukkede. To-meter og ti-personers reglerne gælder fortsat, og der skal afsprittes konstant ved delte idrætsredskaber, men følgende tillades under iagttagelse af 2er og 10er reglerne:
  • Klargøring og søsætning.
  • Landbaseret coaching i små grupper. (1+9)
  • Sejlads med MAX 2 personer ombord. Der kan kun sejles med fast makker eller familiemedlemmer.
  • Begyndere / urutinerede sejlere, som må forventes at have brug for trænerassistance anbefales at blive hjemme.

Der er også åbnet - meget forsigtigt - for prøveafholdelse - teori.

I det hele taget er det fortsat meget restriktivt, vanskeligt og usjovt at være sejler. Se hele Sejlunionens anbefaling - klik her.


Update:  Sejlunionen har netop sendt nedenviste knastørre tekst.

----- klip ----- klip ----- klip ----- klip -----
Til klubformænd, ungdomskontakter, kontaktpersoner for kapsejlads og surfkontakter samt formænd for klasseorganisationer

Under de nugældende coronarestriktioner, kan sædvanlig kapsejladsaktivitet desværre ikke gennemføres. Det skyldes både forsamlingsforbuddet og anbefalingen om at holde afstand.
...
----- klip ----- klip ----- klip ----- klip -----

fredag den 3. april 2020

Træls med træls på...

Træls med træls på eller noget.

Vi synes ikke, det er spor sjovt at sidde hjemme, når bådene skriger på pudsning, søsætning og sejlads, og så har vi slet ikke nævnt det vigtigste område i hjernen, nemlig sejlcenteret, som jo i den grad har abstinenser.
Total Corona-sikker sejlads... (Foto: NMMA)
Snart kommer påsken, og jeg har lige set en vejrudsigt, der lover 17 grader. Sytten. Hvad skal vi med det, når man ikke må "gå i bådene"?

Man kan selvfølgelig altid tage primusen ud på terrassen og koge en kaffe, medens man fixer tov-ender. Takle, snitte, varme, takle, snitte, varme. Hele påsken. Det bliver nok en rennaisance for den jyske drik "en bette sort". Selvom jeg godt kan  komme i tanke om et par både, der trænger til sådan en tur, ville klar vende, læ, klar vende læ, nu alligevel være sjovere. Nuvel, det må vente.

Dansk Sejlunion har opdateret deres Corona-anbefalinger, og det er ikke morsom læsning. Faktisk er det så usjovt, at jeg måtte rulle op og checke datoen een gang til - det kunne jo være aprilsnar, men nej...

Vores Sejlunion anbefaler at al aktivitet - indendørs som udendørs herunder sejlads, eksaminer, generalforsamlinger, klargøring, søsætning, standerhejsning m.v. - indstilles. Faktisk skriver de direkte, at alle aktiviteter, hvor klubmedlemmer mødes skal aflyses, og klubhuse skal holdes lukket. Det er æv, men det er nok alligevel det klogeste. Akja, korte rør og primuskaffe må sikre, at sejlcenteret ikke sygner helt hen... og forventningens glæde...

God Påske,

Formanden


PS: Rul ned for at se, hvordan det gik til årets første sejlads: Hue Handske Cup.

UPDATE: DGI og DIF opfordrer fortsat alle idrætsforeninger til at aflyse alle aktiviteter, der indebærer fysisk fremmøde. Se her: DIF

UPDATE 2: Jvf seneste nyhedsbrev fra Dansk Sejlunion bremses al kapsejlads nu aktivt ved at standse udstedelse af kapsejladslicenser i form af  klassebeviser og DH målerbreve.