Kort nyt

Kæmpe tillykke til de nye duelighedsindehavere!

mandag den 14. december 2015

Lyngby Radio

Der er kommet et brev om ændring af VHF arbejdskanaler hos Lyngby Radio. Der medfølger 20 styks klistermærker, som er lige til at klæbe op ved VHFen, så man kan huske ændringen. Brev og klistermærker ser således ud:
Brev om VHF. Klik for forstørrelse.
Klistermærkerne kan afhentes hos formanden efter aftale.

mandag den 30. november 2015

Ingen stormskader?

Det blæste en del i går aftes. Selv så jeg et garagetag eller noget i den stil komme flyvende gennem natten. Det var ved 23-tiden. Det gik så stærkt, at jeg bare så noget stort komme flyvende... fulgt af en høj klaprelyd. Sekunder efter var det væk.
Højvande
På havnen var der relativt roligt og ordentligt i morges. Man skulle gå opad for at komme "ned" på flydebroerne, og fra de faste sydvendte broer var der kun en fender-bredde ned til vandet. Enkelte presseninger og rullesejl havde revet sig løs, men der så ikke ud til at være væltede både; Hegnet på nordmolen, som blev smadret sidste vinter, så også intakt ud. Heldigvis.

torsdag den 29. oktober 2015

Årsmøde for Rungsted Havn

Rungsted Havn afholder årsmøde torsdag den 19. november 2015 kl. 2000 på Rungsted Skole.

Årsmødet er en særdeles velkommen konsekvens af kommunaliseringen, idet årsmødet er skrevet ind i de nye vedtægter.

Rungsted Sejlklub hilser årsmødet velkomment, fordi bådejerne - havnens absolut største økonomiske bidragsyder - ved dette møde for første gang i mange, mange år får mulighed for at mødes og tale med Havnebestyrelsen.

Læs mere på Rungsted Havns hjemmeside.

søndag den 27. september 2015

Knarr OD-90 Vinder IKC-Udtagelse 4 i Rungsted

Så har OD-90 været knivskarpe igen; Knarr-Teamet:  Lars Gottfredsen, Anders Fisker, Jesper Kjer og Kasper Bonnevie alle Rungsted Sejlklub stiller simpelthen op til IKC 2016 i San Fransisco. Med en serie på 4, 4, 1, 2, 2, 6 var der 28 point i posen. Det var 5 færre end Ib Ussing Andersen i OD-111 og 7 færre end Morten Reinhold i OD-113. Ejner Gottfredsen (krumtappen i Team OD-90 i nu mere end 30 år) var en vigtig mand på Knarr-vinderholdet ved IKC-Udtagelse 4. Tillykke med det flotte resultat.

Her er de 7 første placeringer med point...
Klik for forstørrelse
Det samlede resultat af serien kan ses på www.knarr.dk

fredag den 25. september 2015

Hesselø Rundt, Orø Rundt

Hesselø Rundt 2015 var en frisk omgang. Lørdag den 5. september var Johnny Walther fra Rungsted Sejlklub på banen med sin Avance 36, og det blev til en flot overaltsejr foran blandt andet en Banner 34 og en Xc 38.
Ruten rundt om Hesselø
Ikke nok med det... Lørdag den 15. august var Johnny Walther også på spil. Denne gang blev det til en løbssejr i de 22sm Orø Rundt - foran blandt andet en Scampi 30 og en X-34.
Johnnys Avance 36; Ved ræs uden sprayhood og windbreaker
Interessant at en Avance 36, som jo er en ualmindelig smuk båd, fortsat kan hænge på. Stort tillykke herfra.

tirsdag den 22. september 2015

Sensommer-ræs!

Så landede den sidste nødvendige del, og vi er klar til at lave noget weekendsejlads for dem, der synes, at aftenmatcherne slutter for tidligt. Vi kalder det efterårsmatch. Hvis vejret og tilslutninger er til det, fortsætter vi i hele oktober.
Wooohoooo... flag - og så i farver
Det handler om at komme på vandet og få ræset et par timer søndag formiddag, så man stadig kan nå i plantecenteret søndag eftermiddag. Dette er første runde, men vi er klar til at fortsætte oktober ud, hvis vejret er til det.

Her følger en helt kort NOR:

Invitation til Sensommer-ræs!

Klassebåde og DH både velkomne.

Søndag den 27. september.
Bane af cirka een times varighed udlagt ud for Rungsted.
Op-ned bane omsejles to (tre) gange.
Startnummer signaleres med talstander.
Antal omgange signaleres med L=Lille=2 omgange og S=Stor=3 omgange.
Startnummer og omgange ophales ved 5 minutter. Nedhales ved 0.
Start og mål samme sted.
Første start klokken 1000.
Ved flere starter benyttes 5 minutters interval.
Starter offentliggøres her lørdag formiddag.
Tidsbegrænsning 1130.
Præmier for klassebåde klokken lidt over 1200 ved The Captain.
Evaluering omkring evt to korte sejladser næste søndag.
DH resultater lægges på hjemmesiden senere.
Seneste ISAF regler.
Fuld procedure 10, 5, 4, 1, 0. (Udsættelse nedhales ved 10)
Ingen omstart men markering af for tidligt startende.
Fejl rettes med 720.
Ingen - INGEN - protestkomite. Protester klares med forsikringen.

TILMELDING per email til bestyrelsen.
Angiv: Bådnavn, type, sejlnummer, skipper, MÅLTAL og nummer på målebrev / Klassebevis.

Startgebyr kr50, som går til diesel, grej og MOLEØL samt lidt præmier, hvis der er penge til overs.

Der tages forbehold for ændringer i programmet, som vil blive offentliggjort her.

onsdag den 16. september 2015

Bøjer

Så ringede det på, og minsanten om ikke det var posten, som ville aflevere disse her...
Bøjer
Desværre blev de leveret uden sand, vand og palmer, men mon ikke de kan bruges alligevel? Der er iøvrigt heller ikke luft i, så... vi skal have fundet nogle medlemmer med gode lunger! Nogen frivillige?

tirsdag den 15. september 2015

Ankre og tovværk

Se hvad vi har været så heldige at få: Ankre og tovværk... Hvad kan det mon bruges til? Hmmm...
Absolut nødvendigt grej
Tak til Tom Nielsen for disse fine gaver; Vi har nogle ideer, så vi glæder os til at tage dem i brug. Vi håber også, der er nogle medlemmer, som vil være med - med ideer og kræfter.

lørdag den 5. september 2015

Ny kranchef

Rungsted Sejlklub har fornøjelsen at meddele, at Tom Vendelbo stiller op som ny Kranchef for os. Det er skønt med flere rutinerede kræfter i klubben, og det er en nødvendig aflastning af vores hidtidige kranchef, som rejser meget og derfor er svær at få fat i. Altså: Skal du bruge et kørekort til den faste kran, så er det Tom, du skal have fat i. Kontakt-info findes under fanebladet "info".

torsdag den 3. september 2015

Pressemeddelse

Rungsted Sejlklub den 3. september

Civilstyrelsen har igen afvist at give fri process til Rungsted Bådelaug og Rungsted Sejlklub i sagen om den af os påståede ulovlige kommunalisering.

Denne gang har Civilstyrelsen opfundet en anden årsag til afvisningen. Civilstyrelsen vurderer nemlig, at vores chance for at vinde sagen er for lille.

Rungsted Sejlklub er forundret over denne afgørelse i kommunens favør, og vi mener det stiller spørgsmålstegn ved borgernes retssikkerhed i Danmark.

Vi er stolte af at kæmpe for de lokale sejlere og bådejere mod kommunal udbytning og brandbeskatning af specifikke grupper i samfundet.

Vi overvejer nu vores næste træk.

Bestyrelsen



Lidt historie:

Rungsted Sejlklub blev stiftet i 2013 for at skabe en længe savnet lokal sejlklub. På daværende tidspunkt var havnesagen afsluttet med en A/S løsning, som alle parter havde erklæret sig tilfredse med. I juni 2014 valgte politikerne at vrage den igangsatte løsning, og Rungsted Sejlklub var tvunget til at tage stilling i sagen. Bådelauget, KDY & Rungsted Sejlklub stod derefter sammen om en skriftlig protest erklæring, der tog sejlernes parti i sagen. Desværre valgte KDY i løbet af eftersommeren 2014 at forlade samarbejdet.

tirsdag den 1. september 2015

DM i Knarr til Rungsted Sejlklub

Fra Skipper Lars Gottfredsen forlyder det, at Danmarksmesterskabet i Knarr er i hus med en ren Rungsted Sejlklub besætning. Tillykke til Lars Gottfredsen, Anders Fisker og Kasper Bonnevie.
Kasper, Lars & Anders
Nedenstående billede har vi snuppet fra Taarbæk Sejlklubs hjemmeside, hvor også de endelige resultater kan findes.
Knarr DM

onsdag den 19. august 2015

Top 3 til 101 DM besat af Rungsted

Der stod Rungsted Sejlklub på de første placeringer ved årets klassemesterskab i Aphrodite 101. Tillykke til vinderen og tillykke til 101-klubben for at få stablet et klassemesterskab på benene.
Starten er gået
Læs mere på Aphrodite 101 hjemmesiden her: www.aphrodite101.dk
Der er billeder fra eventet i vores fotoalbum - klik her.

lørdag den 8. august 2015

Øresundsugen er i gang

Så er Øresundsugen skudt i gang igen for første gang siden 1972. Før det havde Øresundsugen markeret Dansk og Svensk Sejlsport uafbrudt siden 1898 !! Det er et fantastisk initiativ, som vi meget håber, vil bide sig fast og vare i hundrede år.

Læs  mere her: oresundsugen.com

søndag den 28. juni 2015

Fotoalbum eet år

Vores fotoalbum har nu eksisteret i eet år. Tak for alle de dejlige fotos indtil nu. Send os endelig nogle flere, - gerne skønne, inspirerende og bådagtige feriefotos, som du selv har taget... Skriv feriefotos i emnefeltet.
Hvis vi modtager feriefotos fra 3 eller flere medlemmer, så deltager indsenderne i lodtrækningen om en blå klubkasket. Sidste chance for indsendelse er tre dage efter, at sommeren officielt slutter, nemlig 3 september.
Link til fotoalbummet findes i kolonnen til højre herfor.

mandag den 8. juni 2015

Instruktør-intro

Sejlskolen har brug for instruktører! Det handler om, at tage glade mennesker på vandet og gøre dem endnu gladere. Det er både sjovt og lærerigt - for alle parter. Det er nemlig først, når man skal fortælle andre hvordan og hvorfor, at man opdager alle de ting man ikke er skarp på. Det bliver man så, når man skal prøve at forklare...
Hvad er bomvinkel? Svanehals? Kick? Hækstag? Faldspænding?
Konceptet er ret simpelt. Nogen vil gerne tage duelighedsbevis, medens andre bare gerne vil på vandet. Begge dele skal der være plads til, og vi har beskrevet nogle rammer for det på siden kaldet sejlskole. Klik eventuelt her og læs detaljerne.

Har du et par timer ugentligt til dette? Har du duelighedsbevis og masser af god energi, så er det dig vi leder efter. Check din mail... og check facebook grupperne RungstedSejlklub og RungstedSejlskole for koordinater og koordination. Datoer også i kalenderen her til højre...

fredag den 29. maj 2015

Send os resultater

Har du sejlet kapsejlads? Har du gjort dig positivt bemærket ved at sejle stærkt eller gennemføre en vanskelig sejlads? Send os resultatet - eller endnu bedre en kort beretning og et billede, så formidler vi gerne på vores hjemmeside; Det er jo altid sjovt at se, hvad de andre laver.

Rungsted Sejlklub begynder så småt at være synlig derude. Eksempler: Der er p.t. tilmeldt en båd fra RS til Sjælland Rundt. En anden RS båd blev nummer seks i sidste års Orø Rundt Single Hand. Der stod også RS på førstepladsen i IKC 2014. I sidste uge tog et medlem afsted på 10 ugers sommertogt - Baltikum Rundt, og netop nu er en RS båd på vej rundt om Fyn i Palby Fyn Cup.

mandag den 25. maj 2015

Vi har fået nogle veste

Rungsted Sejlklub har været så heldig at få fire gode veste foræret... De ser sådan ud:
Veste
Det meget trænede øje kan muligvis se, at der er tale om vandskiveste, men det ændrer ikke på hverken pasform, bæreevne eller funktion, så de skal nok gøre lykke i sejlskolen, og når vi holder "prøv en båd"-dag. Tak for dem.

tirsdag den 19. maj 2015

Standerhejsning

Vi minder om, at vi holder standerhejsning på lørdag klokken 1500 ved den store flagmast. Vejret bliver naturligvis fremragende. Tag båden, manden og børnene under armen og mød op med et båthorn, så et-års jubilæet for RS Brassband nærmer sig et uforligneligt støjniveau. Så sørger vi for øl, vin og snacks.

søndag den 17. maj 2015

Gastebørs, medlemskontakt m.v.

Der er blevet spurgt efter en Rungsted Sejlklub gastebørs, og det giver jo god mening; Det kan løses på flere håndfulde forskellige måder. Vi har valgt at bruge en faceboookgruppe til medlemskontakt. Gruppen er åben for medlemmer, og den kan bruges til gastebørs, grejbørs, erfaringsudveksling men ikke til kommercielle reklamer. Gruppen har sådan set været der hele tiden, men som en opfølgning på generalforsamlingen er samtlige medlemmer nu blevet  inviteret til at deltage via email.

Der findes iøvrigt også en gruppe kaldet RungstedSejlskole. Den bruger vi til at koordinere indsatsen i sejlskolen. Sejltider, links til bøger, tips & tricks m.v.

Begge grupper er lukkede, - det vil sige, at de ikke umiddelbart er synlig for ikke medlemmer. Sådan er det, fordi vi ikke gider, at reklamefolk kan "høste" vores medlemsliste og chikanere dem med såkaldte gode tilbud og "skrammel de ikke har brug for".

lørdag den 16. maj 2015

Om generalforsamlingen

Den årlige generalforsamling fandt sted mandag den 11. maj. Mødet forløb i god ro og orden. Ja, det var nærmest hyggeligt. Det skyldes selvfølgelig primært de tilstedeværende, subsidiært de hyggelige fysiske rammer, men det kan også have haft betydning, at vi havde medbragt tiloversblevne sneøl og rødvin fra julefrokosten.

Beretningen, regnskabet, budgettet og kontingentet blev godkendt og to ud af tre forslag blev vedtaget. Forslaget om indskud valgte vi at udsætte, indtil vi faktisk har en formue. Vi siger desuden tak for Jørgens Melchiors indsats og velkommen til Simon Christensen i bestyrelsen. Mere om aftenens forløb tilgår på email, når referatet og beretningen foreligger på skrift.


onsdag den 22. april 2015

Standere på lager

Så har vi igen standere på lager. Det gælder såvel klubstandere i de to størrelser samt Dansk Sejlunions tursejler-stander, som fungerer som en slags billet til de udlagte turbøjer.

Standere kan afhentes hos formanden efter aftale eller fremsend frankeret svarkuvert.

Har du brug for kasketter, sejltasker, drikkedunke, jakker eller andet grej med logo, så henviser vi til høflig selvbetjening i webshoppen via link længst til højre i menuen herover.

mandag den 20. april 2015

Ordinær Generalforsamling

Rungsted Sejlklubs bestyrelse har fornøjelsen at indkalde til Ordinær Generalforsamling mandag den 11. maj klokken 1900 på Rungsted Havn, hvor vi har lånt Vandskiklubbens lokaler. Dagsordenen er som beskrevet i vedtægterne.

Bestyrelsen stiller følgende forslag:

1) Ændring af kontingentet til kr400/år med det klare formål at spare sammen til et hurtiggående fartøj samt et par bøjer og en flagtaske, så vi får mulighed for at afholde stævner og lave jolletræning.

2) Tilføjelse af § 3 stk 6: "Ved indmeldelse betales indskud svarende til eet års medlemsskab; Indskuddet tilbagebetales ikke ved udmeldelse."

3) Ændring af § 3. stk 5 til  "Udmeldelse sker skriftligt til bestyrelsen med virkning fra førstkommende regnskabsår." og § 6. stk 2 til: "Kontingentet følger regnskabsåret, og det forfalder til betaling den 1. januar."
Der er tale om præciseringer, som skal sikre, at vi kun indberetter betalende medlemmer til DS, og at vi ikke bestiller medlemskort og andet til ikke betalende medlemmer.

Øvrige forslag til behandling på Generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest den 27. april klokken 2359.

Vel mødt,

Bestyrelsen

onsdag den 25. marts 2015

Medlemsoplysninger opdateret

Til behagelig orientering: Der er flere, som har spurgt, hvorvidt vores medlemsoplysninger er indberettet til Dansk Sejlunion. Det har vi naturligvis gjort siden vores første år i DS. Denne gang var det dog mere involverende, idet DS ønskede en længere databehandlingsprocedure, hvor nogle DS data blev indflettet  i vores medlemsdatabase, som så efterfølgende skulle flettes ind i DS database.

Med DS hjælp fik vi dog klaret skærene, og alle vores medlemmer kan nu benytte DS tilbud og rabatordninger. Selvom vi ikke giver vore medlemmers oplysninger til tredjepart, så kan vi jo altså ikke slippe for at sende disse til Dansk Sejlunion. Det beder vi om forståelse for.

Vi har også indberettet medlemstal til Dansk Idrætsforbund. Underligt, at de ikke kan få tallene af DS, men det kommer vel. Der er nemlig nok at se til, så vi håber på, at de store paraplyorganisationer får udviklet bedre værktøjer, så det ikke bliver en administrativ hovedpine at skulle indberette medlemsoplysninger her, der og allevegne. Det handler jo om at komme på vandet, - ikke om at nusse med papirer of databaser.

søndag den 1. marts 2015

Om dialogmødet

Kommunens dialogmøde om fremtiden for Rungsted Havn fandt sted tirsdag den 3. februar, og det var faktisk et udmærket møde. Der var mindst 120 mennesker tilstede. Stemningen var god og intens, og der udspandt sig en konstruktiv dialog om de fremtidige vedtægter og driftsforhold for vores allesammens havn. Borgmesteren fremlagde kommunens forslag til nye vedtægter, og der blev kommenteret på civiliseret vis. Tak for det.

Læser man det opdaterede forslag til vedtægter for Rungsted Havn, som kan findes på kommunens hjemmeside, så kan man ved selvsyn se, at kommunen faktisk lytter og justerer tingene. Selve Hørsholm-modellen ligner efterhånden ikke meget den lovede Gentofte-model; Der er i Hørsholm-modellen væsentligt mere indflydelse til kommunen. Det skal dog bemærkes, at de foreslåede vedtægter giver sejlerne mere indflydelse end tidligere set på Rungsted Havn. Til gengæld får kommunen vetoret. Så mangler vi bare en vetoret den anden vej rundt.

Selve kommunaliseringen forsætter med uformindsket fart, selvom ikke alle formalia og tilladelser er på plads. På de lokale sejleres vegne beklager Rungsted Sejlklub fortsat, at der ikke er fundet en løsning, som sikrer havnen mod salg, men vi ønsker selvfølgelig at deltage konstruktivt i arbejdet med at sikre havnens fremtid, så vores havn fortsat er kystens bedste.

tirsdag den 3. februar 2015

Dialogmøde med kommunen

Hørsholm Kommune inviterer til dialogmøde II om fremtidens Rungsted Havn. Det sker tirsdag den 3. februar klokken 1930-2130 i kantinen på Hørsholm Rådhus. Selve kommunaliseringen forsætter med uformindsket fart, selvom ikke alle formalia og tilladelser er på plads.

På dialogmødet forventes kommunen at præsentere nye vedtægter for Rungsted Havn; Vedtægterne er muligvis inspireret af Gentofte-modellen, men det ser ud til, at politikerne får væsentlig mere indflydelse i den foreslåede Hørsholm-model.

Vi opfordrer naturligvis alle sejlere og bådejere til at møde op for at høre, hvad kommunen vil med havnen.

På de lokale sejleres vegne beklager Rungsted Sejlklub, at der endnu ikke er fundet en løsning, som sikrer havnen mod salg, men vi ønsker at deltage konstruktivt i arbejdet med at sikre havnens fremtid, så vores havn fortsat er kystens bedste.

Link til Kommunens invitation.
Link til Kommunens udkast til vedtægter.

søndag den 4. januar 2015

Godt nytår

Godt nytår! Rungsted Sejlklub har passeret 150 medlemmer, og vi imødeser en spændende sæson med fokus på en række områder jvf vores snak den 3. januar. 
Vi ønsker Sol, vand og champagne i 2015
Tak til dem, der mødte op, og tak for den livlige debat om, hvad Rungsted Sejlklub skal være og gøre i det nye år. Vi ses på havnen og ude på den blå hylde.