Kort nyt

HHC2024 tillykke til Høegen fra Aabenraa. Next up teori og fredagsbar.

torsdag den 8. december 2016

Paul Elvstrøm er død

Paul Elvstrøm døde i går den 7. december 2016 i en alder af 88 år.
Pauls fantastiske sejlsportspræstationer gennem en lang årrække er enestående og legendariske.
Paul Elvstrøm
Ud over de mange olympiske medaljer og en formidabel række verdensmesterskaber modtog Paul også flere æresbevisninger for sine præstationer. 
Moderne sejlsport er i stadig udvikling, men mange af de ting, vi i dag tager for givet i sejlsport, er simpelthen opfundet af Paul Elvstrøm.
Paul var æresmedlem af Hellerup Sejlklub.
Æret være Paul Elvstrøms minde.

torsdag den 24. november 2016

Duelighedsprøven ændres

Eller rettere: Rammerne for duelighedsprøven ændres.

Søfartstyrelsen er i gang med, hedder det, en forenkling af reglerne for fritidsfartøjer, undervisningsforløb og duelighedsprøver - samt en forankring hos relevante ikke statslige organisationer.

Hvad betyder nu det?

Helt kort skubbes administrationen af prøver og censorer nu ud til klubberne.

Sejlere skal åbenbart læse lovtidende


Dansk Sejlunion har naturligvis orienteret om dette ad flere omgange, men de har jo ikke nødvendigvis den almindelige sejlers vinkel.

Vi har læst tingene igennem, og vi synes, der er mest godt og kun lidt skidt i posen.

Det bedste er måske, at det - måske - bliver sværere at tage et duelighedsbevis fra scratch på 3 eftermiddage. Det er jo åbenlyst uansvarligt at lade folk tro, at de trygt kan tage familie og venner på kryds i kuling over Kattegat med ialt tre dages sejl-erfaring.

Det er også udmærket, at kravene til indholdet af prøven præciseres og især at disse krav ikke sænkes. En spøjs nyhed er dog, at der indføres krav om en høre og synstest. Det er næppe urimeligt, men er det virkelig nødvendigt? Det er jo i forvejen skippers ansvar, at alting er i orden - herunder fysikken.

Een af de lidt bekymrende ting er, at de organisationer, der skal lave prøverne også skal kunne udstede beviser samt demonstrere et kvalitetssystem til styring af prøver, censorer og uddannelsesforløb. Det stiller jo lidt større krav til kontorhold, og - lad os være ærlige - vi melder os ikke ind i sejlklubber for at lege kontor.

Glædeligvis er det fortsat Søfartstyrelsen, der godkender udbydere; Altså ligger godkendelsen af udbydere af prøver fortsat i statsligt regi. Sådan skal det naturligvis være.

Een af de mere pudsige ting er, at det bliver det ulovligt at krydse Kattegat uden redningsvest. Svømmeveste er kun lovlige, hvis der er umiddelbar mulighed for redning fra et andet skib. Altså skal vi alle ud at købe to sæt veste. Ja, det er alvor... overtrædelse straffes med bøde eller helt op til to års fængsel!

Alt ialt ser det nu meget fornuftigt ud, men sidste frist for indsigelser er i 25. november, så hvis du orker det, så skynd dig at læse det hele her:

http://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/60042


mandag den 21. november 2016

Årsmøde på Rungsted Havn

Efteråret er landet, og det samme er bådene. Det er tid til at læse bøger i ildens skær, og så er det også tid til noget helt andet:

Årsmøde på Rungsted Havn den 24. november klokken 1900 i KDYs lokaler på første sal i KDYs klubhus.
Årsmøde??

Årsmødet er indført i forbindelse med hjemtagelsen af havnen, og det er en af de bedre nyheder, idet havnens brugere ikke tidligere har kunnet føre dialog med havnens bestyrelse.

Vi håber at se mange medlemmer til dette arrangement, hvor Havnens besyrelse vil orientere om såvel fortid som fremtid.

mandag den 12. september 2016

Ny side til opslag

Fra tid til anden modtager vi opslag til klubbens opslagstavle. Opslagene kommer fra firmaer, medlemmer og kommende medlemmer og tak for det.

Vi ønsker dog ikke at forurene medlemmernes fritid med en hjemmeside, der ligner ugens katalog fra Føtex. Desuden er det træls at have et opslag med en båd til salg, som skubbes ned, når der kommer andre nyheder på forsiden.

Ergo må vi have en side til opslag. Den eksisterende opslagstavle skal først og fremmest fungere som officiel opslagstavle ved kapsejlads. Vi vil nemlig gerne lave mange flere kapsejladser.


Derfor deler vi siden med opslag i to... Een til ræs og een til køb/salg/bytte. Der er nu et faneblad kaldet RACE, som kun er til kapsejlads, og så er der et faneblad til OPSLAG til køb/salg af sejladsrelaterede effekter. Lige nu er der for eksempel en Dragonfly og en Molich 12 til salg. Kig under Opslag... klik i menuen herover.

mandag den 5. september 2016

Første kapsejlads vel overstået

Så lykkedes det os at holde en kapsejlads. To sejladser faktisk. Ankre, ankerliner, bøjer, flag, flagliner, flagbom, båthorn, radioer, krudt og kugler, kolde øl i køleskabet samt en pose gåpåmod og vupti: Rungsted Sejlklub kan lave kapsejladser.
Fotobåd og Dommerbåd ved 101 Klassemesterskab
Flere detaljer følger, men for de ivrige er der en beretning på 101-ernes hjemmeside. Klik her Aphrodite101.

Tak til alle, som var med til at få det hele til at klappe. Så skal vi bare finde ud af, hvad vi skal bruge grejet til næste gang.

Rungsted Sejlklub

onsdag den 31. august 2016

101 Klassemesterskab

Vedrørende Aphrodite 101 klassemesterskab:


Starten er gået. Den første sejlads var den lokale aftenmatch i Rungsted. Anden sejlads er den lokale aftenmatch i Nivå. De to sidste sejladser finder sted fredag i farvandet ud for Rungsted.

Den officielle opslagstavle med sejladsbestemmelser, baneskitse og startprocedure kan findes til højre i den vandrette menu lige herover.

tirsdag den 30. august 2016

En mærkelig flagstang

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det her er, men jeg tror nok, at det ender med at være en slags flagsystem til montage på almindelige både, som så ikke længere er helt almindelige, idet de jo så kan fungere som dommerbåde...
Muligvis flagstang
Jeg er faktisk heller ikke helt sikker på, hvad det næste billede viser. Det er muligvis flagstangen til venstre, og så tror jeg nok, at det er Peter til højre.
Muligvis Peter
Det bliver rigtig spændende at se, hvad det hele ender med... noget med en masse blokke, snore, flag og ophejsningsanordninger. Så mangler vi bare en kanon, et båthorn og en stang skråtobak...

søndag den 28. august 2016

Trykprøve

Så er det alvor. Igennem længere tid har vi samlet på grej, og nu skal det være. Rungsted Sejlklub arrangerer simpelthen en kapsejlads... To sejladser for at være helt præcis.

Der er en del praktiske ting at se til i den forbindelse. Der skal være flag, båthorn, radioer, dommerbåd, flagsystemer, bøjer og ankre, jury baneleder, stævneleder med videre. 
En bladsuger kan også puste temmelig meget!
Sidste efterår købte vi nogle bøjer... De er ret store, så det vil nok tage en dag at puste dem alle op, men hvad man dog ikke kan finde i kælderen... Sådan ser en bladsuger ud. Formentlig verdens kraftigste hårtørrer. Den kan ihvertfald blæse sådan en bøje op på et par minutter.
Tre mandshøje bøjer pustet op på et kvarter

Ankerline monteret. Der er også en fangline med i pakken, og så er der lommer til reklamegas. Det eneste, der nu mangler, er den der underlige netundertrøje, som er vist på pakken...
Kan det der net mon undværes?
Hvad er det lige man skal med den? Er det til at fange bøjen med, når man skal ind igen? Jeg ved det ikke rigtig, men den er temmelig vanskelig at få på. Tæt på umulig faktisk. Måske er der for meget luft i bøjerne. Hmm...

Sejladserne... ? Ja, det bliver den helt store test af hele den ovennævnte grej-molevit... ret spændende... Hvis det hele virker, bliver vi jo nok nødt til at lave nogle flere kapsejladser. Det hører vel egentlig også med til det at være en sejlklub!

torsdag den 4. august 2016

Rundt Om Forterne

Sejlklubben Lynetten og Langelinie Sejlklub inviterer til Rundt om Forterne med efterfølgende spisning og levende musik.
Klik for større udgave
Læs mere på www.lynetten.dk og www.langeliniehavn.dk

torsdag den 23. juni 2016

Medens regnen siler

Det er midsommer. Natten er lys, og fuglene pipper. Det er nu, det er allerskønnest at sidde i Grønsund klokken 0430 med en frisk kop kaffe og en let sommerbrise foran for tværs.
Der brænder en ild, som ikke kan slukkes!
Hav nu en fantastisk ferie med masser af sømil, og husk: Zoom helt ind, når du planlægger ruter på de dersens elektriske søkort.

PS: Send gerne et feriebillede og tre ord fra den blå hylde til klubbens hjemmeside. Brug formandens telefonnummer.

DS Turstander

Skal du på sommertogt? Lækkert! Foregår det i Danmark? Så husk at medbringe en DS Turstander til brug ved de udlagte ankerbøjer rundt omkring i indre danske farvande.
DS Turstander, en slags billet til ankerbøjerne
Standeren er "gratis", hvilket betyder, at den er betalt via medlemmernes bidrag til Dansk Sejlunion, så den kan bare afhentes efter aftale hos formanden. God ferie.

torsdag den 16. juni 2016

Ny havnemester

Stort tillykke til Rungsted Havn med den nye havnemester og stort tillykke til Anders Söderberg med posten.
Anders Söderberg i sit rette element
Anders kender nok havnen omtrent lige så godt som vores nuværende Havnemester, Henrik Kristensen, der har passet rigtig godt på havnen i mange år. Mange lokale sejlere kender og har kendt Anders siden optimistjollen, og vi ser frem til et godt samarbejde i mange år fremover. Tjæk havnens hjemmeside for detaljer.

onsdag den 15. juni 2016

OD-90 igen til tops

Så har Rungsted Sejlklubs Knarr-Team OP-90 igen sejlet rrrrrigtig stærkt. Denne gang gik det ud over det traditionsrige IKC Udt.2 Knarr Stævne arrangeret af Sletten Bådeklub i weekenden 11-12 juni.
Foto: Rud Kofoed
Lørdagen var præget af vacuum, og der var spænding om, hvorvidt de tyve både kunne nå i mål inden tidsbegrænsningen. OD-90 landede tre minutter i, så det var tæt på. Søndag var der lidt mere vind, men ikke hele dagen... Akkurat nok til to sejladser... Se alle billederne - klik her! Nej, næsten alle for der er endnu flere billeder her!

Med to prikker og en tredjeplads i dette stævne fører OD-90 klart udtagelserne til IKC i Oslo 2017. Stort tillykke til Lats Gottfredsen, Anders Fisker og Kasper Bonnevie.

tirsdag den 31. maj 2016

Gottfredsen & Co til tops i Knarrstævne

Gottfredsen, Gottfredsen, Fisker og Kjær var i det skarpe hjørne i weekendens Knarr stævne, Mellerup Cup, afholdt af Skovshoved Sejlklub. Dog var de nødt til at sejle alle sejladser før sejren var hjemme. Der var ikke meget vind at sejle på, så det blev til ialt tre sejladser.
1. Lars Gottfredsen, Rungsted, 2. Kim Bruhn-Petersen, Skovshoved og 3. Troels Bjerg, KDY.
Foto af Jon Møgelhøj
23 både til start! Og så forhindrede den svage vind simpelthen båd 24 i at nå frem. Stort tillykke til Rungsted Sejlklub besætningen herfra, - også med de medfølgende IKC points.

Læs mere på Skovshoved Sejlklub og på Minbaad.

torsdag den 26. maj 2016

Sejl sikkert

Søsportens Sikkerhedsråd har sendt os en pakke med materiale omhandlende sikker sejlads. Plakaterne er fine, men denne her er nærmest makaber:
Bitter Dram
Klik på billedet og læs teksten. Jeg har snuset til flasken, og jeg kan afsløre, at indholdet lugter som en modbydelig blanding af sløseri, uvidenhed og ansvarsløshed. En virkelig bitter dram. Jeg gemmer den "på lageret", indtil den kan komme på kaminhylden i et klubhus.

onsdag den 11. maj 2016

Aftenmatch i sommervejr

Til sammenligning med billederne fra den store Blå Hylde: Et par billeder fra årets første aftenmatch med decideret sommervejr. Ja, vi sad sågar ude og spiste burger på The Captain. Uden sweater. Uden at fryse. Så bliver det ikke meget bedre...
Skøn aftenmatch med temperaturer flere steder!
Udover temperaturer omkring de 20, så var der 3-4 meter vind fra forskellige retninger - dog ikke helt vilkårlige. Stort set ingen skyer. Kort bane for tredje start. Op-ned-op. Tror måske sejladsen gik lidt hurtigere end forventet, for dommerbåden fik pludselig travlt med at komme på plads. De nåede det. Der er en håndfuld billeder fra aftenen ovre i fotoalbummet.

tirsdag den 10. maj 2016

Feriebilleder

Vi har modtaget en håndfuld feriebilleder fra et par medlemmer, som lige nu er på den store blå hylde. Her er et enkelt af dem:
Fra Den Blå Hylde
Der er flere billeder og endda et lille filmklip ovre i fotoalbummet. Klik på det ude i højre kolonne eller klik lige her: RS Fotoalbum. Advarsel: Det ser næsten lige så skønt ud som Øresund!


mandag den 9. maj 2016

Ordinær Generalforsamling

Rungsted Sejlklubs bestyrelse har fornøjelsen at indkalde til Ordinær Generalforsamling mandag den 30. maj klokken 1900 på Rungsted Havn. Update: Det er i Vandskiklubben!

Dagsordenen er som beskrevet i vedtægterne:
  1. Valg af dirigent og referent.
  2. Bestyrelsens beretning.
  3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse.
  4. Fastsættelse af kontingent.
  5. Udvalgsberetninger og regnskaber.
  6. Behandling af eventuelle indkomne forslag.
  7. Valg til bestyrelsen.
  8. Valg af revisor.
  9. Eventuelt.
Under eventuelt vil vi gerne have en dialog omkring, hvorledes vi får aktiveret nogle flere medlemmer. Bestyrelsen kan ikke være både være bestyrelse, sejlskole og kapsejladsudvalg.

Bestyrelsen stiller følgende forslag:

1) Ændring af forfaldsdato for kontingent for kommende sæson til primo november, således at vi kan nå at fremsende medlemskort primo januar.

Øvrige forslag til behandling på Generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest fjorten dage før generalforsamlingen.

Vel mødt,

Bestyrelsen


PS: Der er selvfølgelig kun adgang for medlemmer, der ikke er i restance. Har du ikke modtaget kontingent opkrævning på email, så ring eller skriv til os.

tirsdag den 3. maj 2016

511 km/t til søs

Der er også motorsejlere iblandt os, og medens vi andre langsomme "vind-sejlere" falder i svime over en foiling cat, der går sølle 40 knob, så har de motoriserede kollegaer andre mål...
Verdensrekorden er 511 km/t, og det er en gammel rekord. 38 år gammel! Læs mere her - på fransk. Det er faktisk helt utroligt. Desværre er der en sideeffekt ved motoriserede rekorder. Man kan dø af det, men ok... foiling cats har også krævet dødsfald. Farlig sport, vi dyrker her... So let's be careful out there...

torsdag den 31. marts 2016

Instruktører søges

Rungsted Sejlklub søger rutinerede sejlere med duelighedsbevis til sejlskolen.

De seneste to år har vi lavet lidt sejlskole om søndagen. Det har været hyggeligt, men der skal mere til, hvis vi skal matche antallet af henvendelser. Vi vil meget gerne finde finde ihvertfald en håndfuld instruktører, så vi kan få en 15-20 folk på vandet hver uge. Vi har mulighed for at have to både på vandet samtidig, så det bliver endnu sjovere.

Vallerine
Opgaven er at tage på vandet een gang om ugen med 2-3 elever med blandet niveau. Målet er, at gøre eleverne fortrolige med sejlads under normale vejrforhold - samt at gøre dem i stand til at tage den praktiske duelighedsprøve. Helt overordnet er målet selvfølgelig også at hygge sig med en tur på vandet i al slags vejr - undtagen torden og blæst.

Er det noget for dig, så send en email til formanden eller ring. Klik her for Kontakt-Info. Vi regner med at holde et infomøde i april.

Håber vi ses...



mandag den 29. februar 2016

Aftenmatch

Det er snart forår, og aftenmatcherne kommer nærmere. Desværre går det alt for langsomt. Udenfor er det stadig råkoldt. Fuglene fryser, og der er kun enkelte forkølede spirer på vej op af jorden. Kong Vinter stritter stadig imod, men lyset er ihvertfald på vej tilbage.
Et billede fra Kong Vinters storhedstid
Teknisk set er det  dog snart forår, så snart skal vi til at finde sjækler, pudseklude og malerpensler frem. Det er ikke endnu, men bare for ligesom at bevare håbet, sætter vi datoerne for de lokale aftenmatcher på kalenderen. Det drejer sig om Nivå/Sletten, Rungsted og Vedbæk. I morgen fejrer vi så officielt forårets komme ved at tage snevejret væk fra vores hjemmeside. Ahhhh! Vi skal snart på vandet igen.