Kort nyt

HHC2024 tillykke til Høegen fra Aabenraa. Next up teori og fredagsbar.

mandag den 25. maj 2020

Snart skal der sejles

Så er vi i gang... Corona eller ej, så er vi i gang med bådene; De skulle gerne nå at blive klar til "Den Store Åbning", så vi faktisk kan komme derud.
Slivovitz
Team Hvid har taget føringen med et energiniveau, som bliver svært at matche. Bunden er slebet ned, huller er lappet med primer, motorbrønd lukket af permanent, og jeg tror sørme også, at der kommer motorbeslag på. Wauv.

Jakob eller Michael?
Jakob og Michael - de tager dæleme fat; Der skal snart sejles i Suflot, men det er ikke bare slibning... Der er andre ting...
Alex giver et Nab med :-D
Snart skal der rulles med rød - uden løber(e) - farve, og så skal den i suppen. Det bliver fantastisk. Bare der nu er nogen, der kan huske, hvilken mast vi skal have fat i!

Team Blå og Gul er på vej - check ind på facebook og se, hvordan du bedst kan være med.

Wooohooo! Man kan jo næsten mærke vinden suse een om ørerne.

(Billeder enten Nicolai eller Jakob)


tirsdag den 19. maj 2020

300+

Kære alleammen,

Hen over Coronakrisen har vi passeret 300 indmeldelser. Det er vi faktisk lidt stolte over, for det havde vi ikke fantasi til at forestille os, da vi startede i 2013.
Skål og tillykke
Tænk engang, hvis vi havde et sted, hvor vi kunne mødes og faktisk dele et glas skum - eller måske et par øl og en kæmpe grillbøf... Bare for at fejre det. Det ville være fantastisk, ikke?

Nå, men det arbejder vi fortsat på i bestyrelsen, og der er faktisk - selvom det er svært at se - udvikling i sagen. Det vender vi tilbage til, snarest.

Indtil da beder vi om fortsat støtte til din lokale sejlklub, for vi vil jo også gerne være her, når Coronaen er ovre. Derfor: Husk at fortælle naboen om vores projekt. Jo flere vi er jo bedre...

mandag den 18. maj 2020

Standerhejsning-ish

Så er der en ny stander på flagstangen på nokken. Forsamling er, som bekendt,  forbudt, så vi kan ikke mødes til en kold øl og hejse flaget for den kommende sæson.
Standeren flyver igen
Indtil videre må vi nøjes med at drikke en øl i cockpittet og hilse på naboen; Bare der ialt er under 10 personer.

Uanset hvad, så skal der flages. Om ikke andet, så lidt i protest. Vi giver lægger os ikke bare ned for sådan en gang forvokset snue.

Hvordan ser det iøvrigt ud med standeren under salingen? Min egen er blæst væk hen over vinteren. Desværre er hele flagspillet faktisk forsvundet, så jeg må en tur op til salingen med nogle dimser.

Det er Sejleren fra Rungsted, som går på med godt humør... og Skål!

Måtte sæsonen dog (for hu...) snart komme i gang.


søndag den 17. maj 2020

Lidt men godt nyt

Så er der endelig lidt men godt nyt for sejlerne. Den 13. maj skrev DIF, at der kunne åbnes for "visse former for udendørs idræt"; DIF skriver endda, at udendørs sport med fysisk kontakt kan åbnes, hvis man iøvrigt stort set spritter alting af hele tiden.
Er det den store åbning dennegang?

DIF nævner fodbold, håndbold, basketball, medens sejlsport nævnes under "andre idrætter", som kan gennemføre mere normale træningsaktiviteter, sålænge der ikke er mere end 10 deltagere. DIF har valgt at sætte normale i gåseøjne..!?

Læser man detaljerne, så er sejlsport (endelig) nævnt i een af nedenviste anbefalinger:
  1. Udendørs idrætter uden kropskontakt kan genoptage  turnerings-virksomhed, hvis forsamlingsforbud og de generelle sundhedsmæssige anbefalinger kan efterleves på forsvarlig vis (F.eks. i tennis, ridning og sejlsport).
  2. Klubhuse mv. kan holdes åbent for administrativt arbejde.
  3. Husk at overholde forsamlingsforbuddet – grænsen er pt. på 10 personer.
  4. Vær særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe. Der skal altid være vådservietter eller håndsprit (70-85%) tilgængeligt.
Kommentarer herfra:

ad 1) Genoptage turneringsvirksomhed. Hurra!

ad 2) Så altså ingen omklædning, og heller ingen toiletter, og man må fortsat ikke tisse i havet. Det bliver nogle korte ture.

ad 3) Gentoptage turneringsvirksomhed med max 10 deltagere inklusive officials. Goddag mand, økseskaft.

ad 4) Forventer man, at vi skal montere spritdispensere ude på bådene?

Det var så derfor, at normale var i gåseøjne. Jowtak!

Nej, det er den lille åbning. Mindst mulige nærmest.

... 

Det lader til, at strategien - ligesom med så meget andet i det moderne Danmark - er at drukne os i info. Man skal først læse en mail fra DIF, i hvilken man klikker på et link til en hjemmeside. Når man har læst den, kan man klikke på endnu et link, som opsummerer reglerne... Klik her, hvis du orker. Når man så endelig har fundet den relevante afdeling, kan man gudhjælpemig finde et link til reglerne, som de er udsendt fra kulturministeriet.

Kvæl dem i overinformation.

Sejlsporten ligge fortsat i vindøjet

...

Dansk Sejlunion - Danske Sejlklubbers fællesorgan følger op dagen efter med en lidt mere sejlsports-fokuseret email:
  • Klubhusene kan nu åbnes for administrative formål (men ikke for sociale aktiviteter). Hvis klubhuset rummer en offentlig restaurant eller café, kan denne åbne i overensstemmelse med øvrige restauranter og caféer den 18. maj, hvis kommunen/bygningsejeren tillader dette.
  • Toiletter kan åbnes, men der skal gøres grundigt og hyppigt rent. Bade- og omklædningsrum skal forblive lukkede.
  • Retningslinjer for antal sejlere i bådene er ændret. Det overlades nu helt til klubberne og sejlerne selv at vurdere, hvordan Sundhedsstyrelsens anbefaling om at holder mindst 1 meters afstand (2 meter for aktiviteter i bevægelse eller ved fysisk anstrengelse) kan overholdes.
  • Aktiviteter for uerfarne sejlere kan påbegyndes.  
Nåja, det med klubhus er jo lidt teoretisk i den her kommune.

Men skal der være håndspritdispensere på bådene? Nej, det skal der sq ikke. Vi bruger handsker. Det er godt nok alle andre steder. Sejlhandsker er vel også en slags handsker.
Nå, men der kan sejles en smule...
Desuden er sejlsport næppe at henregne under sport med kropskontakt, og skulle det forekomme, så er der - på denne årstid - ret mange lag tøj imellem.

Sejlskolen kan tilsyneladende så småt komme i gang igen. Det var dejligt. Kan vi træne?? Jah, men kun i grupper af 10... så to både må sejle sydpå, medens andre to må sejle nord på; Fire både med 4-5 personer i hver - det er forbudt! Det er jo latterligt. Vi skal desuden lægge ud og ind forskudt, så der højst er 10 på molen. Efterfølgende kan vi så debriefe over en kop øl. På computeren.

Kapsejlads, det er en anden sag, som DS behandler her. Max 10 på linien inklusive officials und alles. Altså, hvis vi leger twohanded sailing, så er det fem både på linien, men ak... der er nok en mærkebåd med (helst) 2 mand, og der  er også to i dommerbåden... så er vi nede på 3 både. Kapsejlads er altså fortsat forbudt. Det kunne de bare tage at skrive lige ud.

Nåja, det var måske mere "meget men lidt godt nyt".

Lad os håbe det lysner lidt mere til juni.


"till then..."






lørdag den 9. maj 2020

Intet nyt er skidt nyt

Så var der pressemøde om Corona igen. Man havde håbet på godt nyt, men det var der ikke meget af. 

Dansk Sejlunion har fulgt op med en email, som gør det tydeligt, at der ikke er forandringer for sejlsporten. Altså: Der gælder fortsat en begrænsning på max 10 personer per events, mindst to meter mellem deltagerne og max to i hver båd. Bøden er fortsat 2500 per mand, og hvis man skulle have været i tvivl, så ved vi nu, at det er alvor.

Den med at delte sportsredskaber skal sprittes af, er ikke nævnt. Det ville også være ret håbløst med tovværk, rorpind, spilhåndtag og gps; Eller også har man bare sejlhandsker på.

Corona skal tages alvorligt. Det kan man læse om andetsteds, men som Lerche skriver, så er det lidt svært at se, hvad problemet er med sejlads. Ja, der er måske 200 personer på vandet med fem i hver båd. Nej, det er ikke ligefrem en kontaktsport, og de 200 sejlere er netop placeret i små grupper over et større område. Naturligvis, undtaget det tilfælde, at de alle skal have blåbæris på Ven.

Kapsejlads.. det ligner ikke en forsamling. Det ser ud til at vi må vente til næste fase - fastsat til 8. juni, hvor vi - måske - får lov til at være 30. Det bliver ikke til store stævner, men træne kan man da - kun med to i hver båd.

Vaffor een skal jeg nu tage i dag?
Ikke mere snak... der skal sejles. Om ikke på den ene måde, så på den anden.

onsdag den 6. maj 2020

Hænderne på rattet?

Har du hænderne på rattet, har du ansvaret, siger søfartsstyrelsen i en ny bekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. maj. Det er interessant.

Egentlig er det ikke hverken overraskende eller urimeligt: Altså, når man kører speedbåd eller jetski, skal man have kort. Helt ligesom en bil.
5 knob eller 50 knob gør måske en forskel

Fritidsfartøjer kan fås med hundrevis af heste, og sådan et apparat kan nemt være farligt i de forkerte hænder. Man lader jo heller ikke en tolvårig med kort til sæbekassebil låne en formel1-racer til en tur på strandvejen i solskin, vel?

Det kan de fleste nok se rimeligheden i, men alligevel sidder man her og tænker... Hvad bliver det næste? Hvor er grænsen, og hvad definerer den? Skal man have kort for at sejle Optimist? Næppe, men hvad så med en planende jolle? Eller en foilende sejlbåd? Man kan smadre en del med 30+ knob - også uden motor bagpå. Man skal forestille sig en foilene Cat køre 35 knob - og så mister de kontrollen og pløjer ind mellem de badende på Bellevue...

På den anden side, så er der tradition for en vis form for frihed på havet, og det er jo altså normalt Skipper, der bærer ansvaret, - ikke rorsmanden. Sådan er det vel også i erhvervssejlads. Hvis det skal til at ændres, så er det en temmelig stor forandring.

Just saying.
  
Se mere ved at klikke på Søfartsyrelsen

mandag den 4. maj 2020

Seneste om Corona

Seneste om Corona og Sejlsport modtaget fra DS den 4. maj:

Det er ikke muligt at have aktiviteter, kapsejladser eller andet med flere end 10 personer – uanset om disse inddeles i grupper.
Dansk Sejlunion har de seneste uger anbefalet, at klubberne på lokalt plan kunne afvikle mini-konkurrencer  med 10 deltagere på en startlinje, samt at flere kunne deltage, hvis deltagerne blev inddelt i flere, mindre grupper, som kunne startes efter hinanden. Eller man kunne starte flere både ved hjælp af omvendt handicap.

Denne anbefaling må desværre ændres:
Forbuddet mod at være mere end 10 personer gælder aktiviteten som helhed – uanset afstanden mellem personer. Det betyder, at der i en mini-kapsejlads kun må deltage 10 personer. Det kan derfor ikke lade sig gøre at afvikle flere starter á 10 personer efter hinanden. Dette kunne være en overtrædelse af forbuddet. Denne præcisering er således en ændring af Dansk Sejlunions hidtidige anbefaling.

Politiet har på baggrund af en konkret henvendelse indskærpet over for en sejlklub, at ”Det er forbudt at afholde eller deltage i arrangementer, begivenheder, aktiviteter eller lignende, hvor flere end 10 personer er til stede. Forbuddet gælder både indendørs og udendørs og omfatter både offentlige og private arrangementer, begivenheder mv.” Politiet ville på den baggrund ikke forhåndsgodkende et arrangement med flere deltagere, selvom der ikke var flere deltagere i én start.
Mere:
Link til DS om Corona.