fredag den 26. april 2024

Duelighed, examen, standerhejsning

 Fuglene pippe og græsset er allerede megalangt. Nåja, ikke søgræsset men alligevel... Sæsonen kommer nærmere. Ja, faktisk er den allerede så småt i gang, for der er blevet sejlet kapsejlads, og for ikke så længe siden afsluttede sejlskolen så forårets duelighedsteori med examen. 

Teoriaften i RS. (Foto: Julie?)

 Det gik rigtig godt. Alle bestod. Stort tillykke til alle - og så er vi klar til den praktiske del af sagerne - vi tager fat på praktikken med snoretræk og mystiske ord i begyndelsen af maj; Det er snart, - det er meget snart, men først skal vi lige have hejst standeren. Det er den 27. april klokken 1200 ved masten op havnen. (Tilmeldingslink)

Tak for nogle hyggelige omend travle aftener i løbet af vinteren; Og ikke mindst kæmpe tak til de frivillige i undervisningsteamet: Rasmus, Boris, Molte og Nicolai.

 

torsdag den 18. april 2024

Klargøring og søsætning

 Så har Carsten & Co været i gang med skolebådene: De har fået en ordentlig tur ud af vinterhiet, og de endte med at være superflotte, - omend på land.

 

Klargøring. (Foto: Morten Steen)

Når der nu står Carsten & Co, menes der i virkeligheden alle de 15-20 frivillige, der var med til at klargøre og søsætte vores sejlskolebåde henover sidste weekend. Det var helt igennem fantastisk, - og effektivt.

Flot fribord. (Foto: Morten Steen)

 Lørdag bød på en ordentlig omgang bund og fribords -fræs. Se bare, hvor blankt et fribord kan blive, når gamle fendermærker "knofedtes af". 

Finpudsning. (Foto: Morten Steen)

 Og så... mandag morgen... klar til at komme i suppen... ahh! For snart skal vi ud at sejle.

Amarilla på vej. (Foto: Carsten Bertram)

Så skal vi bare bede om fuglefløjt, skumsprøjt og lun luft fra sydvest. Måske også en kop skoldhed kaffe, når vi kommer ind igen, for temperaturer er der flere af derude, men de er ret lave. Det bliver sååå godt.

Kæmpe tak til Carsten og alle de frivillige for den fantastiske indsats.

tirsdag den 16. april 2024

Standerhejsning

 Standerhejsning er dagen, hvor vi hilser sæsonen velkommen. Vi hejser standeren med hjælp fra vores yngste medlem - medens hornene blæser "til tops".

(Foto:Nicolai)

 Derefter synger vi vores "nationalsang", - "Sejleren fra Rungsted", og så skydes der til skafning. Skafningen sker ved klubhuset - tilmelding nødvendig og bindende (kr50/Grillpølser, øl, kartoffelsalat) - Klik her. Derefter almindelig klubhygge - og måske formanden siger et par (let) bevingede ord.

Håber vi ses lørdag den 27. april klokken 1200 på havnen.

 

fredag den 12. april 2024

Kapsejladsaften

 Vi fik afholdt en kapsejladsaften forleden. Det gik nogenlunde sådan for sig:

Der var hygge og fællesspisning i klubhuset klokken 1800, og derefter riggede Christopher både kaffe og rigelige mængder kage til. Og så gik det slag i slag.

Et uddrag af kapsejladsbøger

 Det var ellers ikke nogen helt nem opgave, for hvad indeholder egentlig en kapsejladsaften for begyndere og let øvede? Hvor skal man starte, for at blive dem der er foran til sidst? Jeg startede med at lægge en stak bøger på bordet, for der er mange ting at vide. Nogen af bøgerne ses herover.

 Derefter gik det slag i slag. Først var vi en tur rundt om et par gode råd fra nogle af de store koryfæer; Dernæst kom jeg ind på, hvor komplex kapsejlads faktisk er. Der er utroligt mange ting, der skal fungere, hvis man vil sejle stærkt. Det er ting som mindset, fysik, team, båd, rig, sejl, trim, taktik, vindspring, nærkamp, pladsfordeling, instrumenter... Hver især indeholder nok til een hel aften, men nu er det jo altså en intro til kapsejlads.

Så - lidt over syv - kom vi endelig til kapsejladsreglerne. Dem skal man jo simpelthen bare kunne; Ellers får man klø. Vi gennemgik de vigtigste regler, nemlig 10-18, 21, 31 og 69 - herunder nåede vi også at se på forskelle på søvejsregler og kapsejladsregler. Derefter - og det var vist fint - en kort pause til lige at få ro på hovedet...

Så tog vi fat på selve sejladsen med "banen rundt"; Det var et forsøg på at omsejle banen virtuelt med anvendelse af regler undervejs - når både mødes. Detaljegraden kunne gøres enorm ved at putte alle taktiske overvejelser ind, men det må vente til en anden gang. Vi nåede at starte, vi nåede at runde toppen, og vi nåede at se på laylines og også at se polardiagrammet, men vi kom faktisk ikke til måltagningen, for så var tiden gået.

Det blev en introduktion i kombi med konkret gennemgang af regler, og en håndfuld anekdoter fra mine 45 år på kapsejladsbanen. Forhåbentlig har nogen fået lyst til at starte på kapsejlads, medens andre måske har fundet ud af, hvad man skal vide mere om eller træne mere. 

Der er ihvertfald rigeligt med materiale til en aften eller to mere med overskrifter som "Angreb og Forsvar", "Frække Manøvrer", "Taktiske Tricks", "Protesten", "Systematik" og meget...

Tak for en god aften i Rungsted Sejlklub, og tak til Christopher for tage initiativ til denne aften og sføli tak for masser af lækker, klassisk citronmåne.

/Nicolai

onsdag den 3. april 2024

Et nyt hold

 Siden 2013, da Peter, Torben, Christian og undertegnede mødtes en mørk aften i marts for at stifte klubben, har jeg stået i spidsen - og gjort alt jeg kunne for at vise vejen - for projekt Rungsted Sejlklub. Det har været en helt igennem utrolig rejse fra absolut ingenting til der, hvor vi er i dag.

Standerhejsning i 2014

Det har ikke altid været lutter laglage, men heldigvis har der været en kæmpe overvægt af skønne oplevelser, godt humør og positive mennesker.

11 år er længe, og det tærer på energien, så nu er det tid til, at nye og friske kræfter kommer til.

Derfor glæder det mig utroligt meget, at Rasmus har sat ja til at tage over og styre klubben sikkert ind i fremtiden. Det bliver supergodt.

Selv glæder jeg mig til fortsat at være et aktiv for klubben, omend fra en lidt mere tilbagetrukket position. Desuden glæder jeg mig til at få lidt mere fritid sammen med familien, - og måske endda kunne sejle en tur i egen båd uden at føle, at jeg burde lave klubting i stedet.

Jeg vil gerne sende en kæmpe tak til de tre medstiftere og en kæmpe tak til alle jer, som over årene har været med til at gøre drømmen om denne lokale sejlklub til virkelighed. 

Det nye hold er:

  • Formand: Rasmus Poulsen. 
  • Kasserer: Carsten Bertram. 
  • Medlem: Julie Refnov. 
  • Medlem: Christina Averhof. 
  • Medlem: Morten Steen. 
  • Medlem: Nicolai Møller-Andersen.

Tillykke med valget og god vind til den nye formand og det nye hold.

Yay! Sejleren fra Rungsted findes endnu.

 

 

mandag den 11. marts 2024

Ordinær Generalforsamling 2024

Hermed indkaldes til ordinær generalforsamling tirsdag den 2. april 2024 kl. 19.30 i klubhuset.

Dagsorden ifølge vedtægterne:
  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Forelæggelse af regnskab til godkendelse
  4. Forelæggelse af budget og fastsættelse af kontingent
  5. Udvalgsberetninger
  6. Behandling af eventuelle indkomne forslag
  7. Valg til bestyrelsen
  8. Valg af revisor
  9. Eventuelt

Ad punkt 6.
Bestyrelsen beder generalforsamlingen om bemyndigelse til at sælge Filur og eventuelt indkøbe en 806 i stedet, såfremt behovet opstår. Filur var ikke meget på vandet sidste år. Der er indenbords benzinmotor, som vi ikke finder velegnet til skolesejlads. Der er fast trebladet propel, så Filur er desværre uegnet til kapsejlads, og det bliver mere aktuelt efterhånden som niveauet stiger blandt sejlskolefolket.


tirsdag den 5. marts 2024

Instruktører søges

  Rungsted Sejlklub søger flere instruktører!

Det handler om at tage på vandet en gang om ugen med helt nye sejlere, - og vise dem hvordan man gør. Fornøjelsen er stor, når det lykkes at komme i havn efter et par gode timer på vandet, - og smilet bare er vokset fast.

 

Kapsejlads i 806. (Foto: Nicolai)

Du skal være skarp. Der skal en vis portion tålmodighed til, det skal være hyggeligt, du skal have duelighedsbevis, og så skal du ultimativt se kunne sejle båden helt selv. 

Er du skarp nok til det, så vil vi rigtig gerne høre fra dig.

Målet er helt præcist, at gøre eleverne fortrolige med sejlads under normale vejrforhold - samt at gøre dem i stand til at tage den praktiske duelighedsprøve. 

Er det noget for dig, så send en email til Sejlskolechefen eller ring. Klik her for Kontakt-Info


mandag den 26. februar 2024

SejlSikkert arrangement

 

𝗞𝗼𝗺 med til 𝗳𝗼𝗿𝗲𝗱𝗿𝗮𝗴 𝗺𝗲𝗱 𝗦𝗲𝗷𝗹𝗦𝗶𝗸𝗸𝗲𝗿𝘁

Check din redningsvest mv.

Vi inviterer alle til en spændende aften med fokus på sikkerhed

Har du nogensinde tjekket dine oppustelige redningsveste? Ved du, hvilke veste der er bedst for dig? Er der mange ulykker til søs? Hvad kan jeg gøre for at undgå alvorlige hændelser til søs?

Onsdag den 20. marts 2024 kl. 19.00 inviterer Rungsted Sejlklub til en aften, hvor vi tager udgangspunkt i de 5 sejlråd og har særligt fokus på redningsveste, og hvilken redningsvest der er bedst for dig.

Vi får vi besøg af en instruktør fra Søsportens Sikkerhedsråd.

Du vil blive præsenteret for et oplæg om sikker sejlads og redningsveste, og du vil få tips om, hvilke sikkerhedsforanstaltninger der er hensigtsmæssige i netop din situation. Undervejs vi du høre om nogle alvorlige hændelser til søs. Der vil også være diskussion undervejs.

HUSK at medbringe din redningsvest, så vi sammen kan tjekke vesten.

Da der kan være risiko for, at det er dig, der en dag falder overbord, er det en god ide at invitere dine gaster/medsejlere til at deltage denne aften.

Vi forventer at være færdige ca. kl. 21.00. Vi mødes i klubhuset på Rungsted Havn.

Vi glæder os til en spændende aften!

 

Venlig hilsen

 

Karl Johan Andersen og Boris Lyhne

Foråret er på vej

 Ohøj! Dagene bliver længere, fuglende pipper og der er krokus i plænen. Det er ikke længere kulsort nat, når man står op, og saltvandet begynder igen at boble i blodet. Snart skal vi igen ud på den blå hylde.

Bidende kold bidevind. (Foto: Nicolai)

 Det mærkedes til fredagsbar forleden, og det mærkes så småt rundt i klubben, hvor initativer til den kommende sæson pibler frem her og der.

Skøn udsigt på opkrydset. (Foto: Nicolai)

Duelighedsteorien er i fuld gang, og snart skal vi have planlagt de praktiske detaljer for sejlskole, generalforsamling, standerhejsning, knarrstævner og meget mere. Det bliver så skønt at komme i gang igen.


mandag den 5. februar 2024

En ildsjæl har forladt os

 En af sejlsportens ildsjæle har forladt os. Kisser Schnakenburg har begivet sig ud på det sidste store krydsben.

Kisser i de gode gamle dage. (Foto: Privat)

  Helt fra ø-havnens tid og til for få år siden har Kisser Schnakenburg været en drivende kraft i den lokale sejlsport, og hun har været engageret i et hav af forskellige aktiviteter. 

Kisser har siddet i den lokale sejlsklubs bestyrelse, været engageret i Dansk Sejlunion, vundet Knarr IKC, startet sejlskole for piger dengang sejlads var noget for mænd, sejlet Aphrodite 101 i 25 år - kapsejlads og ferie.

Desuden har Kisser fungeret som instruktør og censor indtil for få år siden. Som censor havde hun ry for at være behård. I virkeligheden handlede det om noget andet, nemlig sikkerhed. Man skal kunne sine ting, før man tager på vandet.

Kisser gik ikke til sejlsport. Hun var sejler. Altid. 100 procent. Ikke kun om tirsdagen mellem 17 og 21.

God vind på den sidste rejse.


Bisættelsen finder sted fredag den 9. februar klokken 1300 fra Rungsted Kirke.