fredag den 12. april 2024

Kapsejladsaften

 Vi fik afholdt en kapsejladsaften forleden. Det gik nogenlunde sådan for sig:

Der var hygge og fællesspisning i klubhuset klokken 1800, og derefter riggede Christopher både kaffe og rigelige mængder kage til. Og så gik det slag i slag.

Et uddrag af kapsejladsbøger

 Det var ellers ikke nogen helt nem opgave, for hvad indeholder egentlig en kapsejladsaften for begyndere og let øvede? Hvor skal man starte, for at blive dem der er foran til sidst? Jeg startede med at lægge en stak bøger på bordet, for der er mange ting at vide. Nogen af bøgerne ses herover.

 Derefter gik det slag i slag. Først var vi en tur rundt om et par gode råd fra nogle af de store koryfæer; Dernæst kom jeg ind på, hvor komplex kapsejlads faktisk er. Der er utroligt mange ting, der skal fungere, hvis man vil sejle stærkt. Det er ting som mindset, fysik, team, båd, rig, sejl, trim, taktik, vindspring, nærkamp, pladsfordeling, instrumenter... Hver især indeholder nok til een hel aften, men nu er det jo altså en intro til kapsejlads.

Så - lidt over syv - kom vi endelig til kapsejladsreglerne. Dem skal man jo simpelthen bare kunne; Ellers får man klø. Vi gennemgik de vigtigste regler, nemlig 10-18, 21, 31 og 69 - herunder nåede vi også at se på forskelle på søvejsregler og kapsejladsregler. Derefter - og det var vist fint - en kort pause til lige at få ro på hovedet...

Så tog vi fat på selve sejladsen med "banen rundt"; Det var et forsøg på at omsejle banen virtuelt med anvendelse af regler undervejs - når både mødes. Detaljegraden kunne gøres enorm ved at putte alle taktiske overvejelser ind, men det må vente til en anden gang. Vi nåede at starte, vi nåede at runde toppen, og vi nåede at se på laylines og også at se polardiagrammet, men vi kom faktisk ikke til måltagningen, for så var tiden gået.

Det blev en introduktion i kombi med konkret gennemgang af regler, og en håndfuld anekdoter fra mine 45 år på kapsejladsbanen. Forhåbentlig har nogen fået lyst til at starte på kapsejlads, medens andre måske har fundet ud af, hvad man skal vide mere om eller træne mere. 

Der er ihvertfald rigeligt med materiale til en aften eller to mere med overskrifter som "Angreb og Forsvar", "Frække Manøvrer", "Taktiske Tricks", "Protesten", "Systematik" og meget...

Tak for en god aften i Rungsted Sejlklub, og tak til Christopher for tage initiativ til denne aften og sføli tak for masser af lækker, klassisk citronmåne.

/Nicolai

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Rungsted Sejlklub modtager med glæde kommentarer. Venligst angiv dit navn, og bemærk at vi logger din ip-adresse.