Kort nyt

Kæmpe tillykke til de nye duelighedsindehavere!

tirsdag den 2. juli 2019

Danmark Rundt update

UPDATES:
Sejladsen er slut. Læs mere på det officielle website.

Klokken 2230: Sidste båd (Tustine) forlader Rungsted Havn. Et par stykker er allerede landet i Gedser. Vinden har lagt sig en smule, men der er fortsat pust  over 10 m/s i store dele af Danmark. Der er skyer og dermed er der mørkt derude; Man behøver næppe at sige "god vind" til dem, der er på søen.

Klokken 1651: My way har fået fixet sine motorproblemer, og er allerede godt på vej over Faxe Bugt sammen med Embla, Mandalay og Rasmus. Vera lige syd for Amager, og fortsat tre både i Rungsted.

 
Havnechefen med max 3 knob i sit nye kaleche-fartøj
Stor tak til Anders Havnechef og Shipshape for velvillig assistance til My Way.

Oppe til en hurtig kig-efter
My Way blev fixet og sendt afsted.


Klokken 1412: Seks både har forladt Rungsted med kurs mod Gedser; Endnu fire styks tilbage. Forreste båd, Xar, runder netop nu det skarpe hjørne ved Møns Klint og får 13-14 meter per sekund næsten bidevind med spændende sø imod sig de næste cirka 120 mil.
 
Klokken 1154: Tustine har fundet Rungsted Havn. Tak til Anders Havnechef for assistance med at slæbe My Way over til værftskajen for montage af ny propel.

Klokken 1020: "Bæstet" er på vej ud for at forfølge Xar, som allerede er midt i Køge bugt. Rent magsvejr... de lover 12-14 meter, men der er målt over 15 ved Amager. Windfinder siger op til 16 meter. Så er Køge bugt superlækker. Okke og Gerda Ulrika X har fundet Rungsted. Trackeren er åbenbart ikke altid 100% enig med virkeligheden. Til gengæld ser det ud til at Tustine er suset forbi mod Vedbæk...

Klokken 0216: Seks både inde. Første båd var en XP-44 - Xar, hvis skipper var hurtig til at komme i køjen. Iøvrigt en halvstor båd at tumle alene ned gennem Kattegat i mørke og hård vind.
Xar i "sleep-mode" under de mørke skyer
Lidt senere landede Jan Hansen i "The Beast", - en fransk bygget Figaro 2 beregnet til singlehand; Der var tid og overskud til lidt snik snak, noget "mormor-gryde" og så i køjen.
Bæstet og Jan
Knap 18 knob er ret voldsomt i sådan en tingest; Knap 18 knob fra Skagen til Rungsted er egentlig også voldsomt, og når det så er for selvstyrer... så er der da en lille elmotor, der har svedt godt undervejs.

Så dukkede Embla op; RM1350, fulgt af Mandalay, IMX40. Dernæst Rasmus, som er en Dynamic 43. Endelig dukkede så My Way (vistnok en first 40 eller deromkring) ud af mørket efter at have suset lidt forbi Rungsted Havn.
My Way
Og der er mørkt, når man lander på det mørkeste tidspunkt i fremmed havn. Når så skruen er hoppet af og man skal lægge ind for sejl efter en skrap tur fra Skagen til Rungsted med top speed på 19 knob, så er der muligvis lidt extra mørkt, men altså... ingen problemer.

Een af de andre havde sejlet fra Anholt til Rungsted uden selvstyrer. Så trænger armen nok til hvile; Godt der ikke skete noget undervejs, for det er ikke sjovt at skulle forlade roret - uden selvstyrer - for at "rumstere" med forsejls-defekt eller lignende. Slet ikke i høj sø og hård vind.

Lille pause inden der lander en Seascape 27 - Vera. Jeg dribler hjem i køjen. Peter hopper i køjen i det mobile Lopolight HQ...
Det flytbare kontor/hotelværelse
Der er endnu 3 både ude i Kattegat, som er på vej: Tustine, Okke og Gerda Ulrika X. Hvis ikke de allerede ved det, så bliver de nok glade for at høre, at de får 4 timer extra i køjen, og at de slipper for Bornholm. Hårdt kryds fra Bornholm til Gedser er trods alt ikke noget at spøge med. Godnat og sov godt.

Der er fantastisk Iridium-baseret tracking: Klik her.
Flere detaljer om sejladsen på det officielle website: Klik her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Rungsted Sejlklub modtager med glæde kommentarer. Venligst angiv dit navn, og bemærk at vi logger din ip-adresse.