Er det den store åbning dennegang? |
DIF nævner fodbold, håndbold, basketball, medens sejlsport nævnes under "andre idrætter", som kan gennemføre mere normale træningsaktiviteter, sålænge der ikke er mere end 10 deltagere. DIF har valgt at sætte normale i gåseøjne..!?
Læser man detaljerne, så er sejlsport (endelig) nævnt i een af nedenviste anbefalinger:
- Udendørs idrætter uden kropskontakt kan genoptage turnerings-virksomhed, hvis forsamlingsforbud og de generelle sundhedsmæssige anbefalinger kan efterleves på forsvarlig vis (F.eks. i tennis, ridning og sejlsport).
- Klubhuse mv. kan holdes åbent for administrativt arbejde.
- Husk at overholde forsamlingsforbuddet – grænsen er pt. på 10 personer.
- Vær særlig opmærksom på håndhygiejne – brug håndsprit, hvis der ikke er mulighed for at vaske hænder med vand og sæbe. Der skal altid være vådservietter eller håndsprit (70-85%) tilgængeligt.
ad 1) Genoptage turneringsvirksomhed. Hurra!
ad 2) Så altså ingen omklædning, og heller ingen toiletter, og man må fortsat ikke tisse i havet. Det bliver nogle korte ture.
ad 3) Gentoptage turneringsvirksomhed med max 10 deltagere inklusive officials. Goddag mand, økseskaft.
ad 4) Forventer man, at vi skal montere spritdispensere ude på bådene?
Det var så derfor, at normale var i gåseøjne. Jowtak!
Nej, det er den lille åbning. Mindst mulige nærmest. |
...
Det lader til, at strategien - ligesom med så meget andet i det moderne Danmark - er at drukne os i info. Man skal først læse en mail fra DIF, i hvilken man klikker på et link til en hjemmeside. Når man har læst den, kan man klikke på endnu et link, som opsummerer reglerne... Klik her, hvis du orker. Når man så endelig har fundet den relevante afdeling, kan man gudhjælpemig finde et link til reglerne, som de er udsendt fra kulturministeriet.
Kvæl dem i overinformation.
Sejlsporten ligge fortsat i vindøjet |
...
Dansk Sejlunion - Danske Sejlklubbers fællesorgan følger op dagen efter med en lidt mere sejlsports-fokuseret email:
- Klubhusene kan nu åbnes for administrative formål (men ikke for sociale aktiviteter). Hvis klubhuset rummer en offentlig restaurant eller café, kan denne åbne i overensstemmelse med øvrige restauranter og caféer den 18. maj, hvis kommunen/bygningsejeren tillader dette.
- Toiletter kan åbnes, men der skal gøres grundigt og hyppigt rent. Bade- og omklædningsrum skal forblive lukkede.
- Retningslinjer for antal sejlere i bådene er ændret. Det overlades nu helt til klubberne og sejlerne selv at vurdere, hvordan Sundhedsstyrelsens anbefaling om at holder mindst 1 meters afstand (2 meter for aktiviteter i bevægelse eller ved fysisk anstrengelse) kan overholdes.
- Aktiviteter for uerfarne sejlere kan påbegyndes.
Men skal der være håndspritdispensere på bådene? Nej, det skal der sq ikke. Vi bruger handsker. Det er godt nok alle andre steder. Sejlhandsker er vel også en slags handsker.
Nå, men der kan sejles en smule... |
Sejlskolen kan tilsyneladende så småt komme i gang igen. Det var dejligt. Kan vi træne?? Jah, men kun i grupper af 10... så to både må sejle sydpå, medens andre to må sejle nord på; Fire både med 4-5 personer i hver - det er forbudt! Det er jo latterligt. Vi skal desuden lægge ud og ind forskudt, så der højst er 10 på molen. Efterfølgende kan vi så debriefe over en kop øl. På computeren.
Kapsejlads, det er en anden sag, som DS behandler her. Max 10 på linien inklusive officials und alles. Altså, hvis vi leger twohanded sailing, så er det fem både på linien, men ak... der er nok en mærkebåd med (helst) 2 mand, og der er også to i dommerbåden... så er vi nede på 3 både. Kapsejlads er altså fortsat forbudt. Det kunne de bare tage at skrive lige ud.
Nåja, det var måske mere "meget men lidt godt nyt".
Lad os håbe det lysner lidt mere til juni.
"till then..." |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Rungsted Sejlklub modtager med glæde kommentarer. Venligst angiv dit navn, og bemærk at vi logger din ip-adresse.