Kort nyt

Tale, stander, sang og bummm... og nu sejlskole!

onsdag den 16. august 2023

Kapsejladstræning

 Kapsejladstræning i RS! Awaba? Hvorfor laver vi nu det?

Godt spørgsmål, men svaret er enkelt. Vi startede sejlskolen i 2014 med to ynglinge. Først i 2019 kom der mere gas under kedlerne, for der fik vi købt flere og større både og etableret egentlig sejlskole med Rasmus som sejlskolechef. Det var altsammen både dejligt og godt, men...

Perfekte ticklers fra Cirrus (Kasia styrer)

Sejlskolen voksede, og sammen med Nivå Sejlcenter startede vi også duelighedsteori op. I løbet af nogle år kom der nye sejlere med duelighedsbevis ud af det. Og så kom spørgsmålet: Hvad skal vi så bagefter? Jah, for en sejlskole, den tryller landkrabber om til nysejlere med duelighedsbevis. Man lærer simpelthen håndværket. Det handler om bundmaling, fortøjring, tilrigning, grundlæggende manøvrer og basis-håndtering af båden. Så er man klar til cruising.

Fra banen

Der er ingenting galt med cruising. Det kan man øve sig på i evigheder, og for nogen er det bare sagen. Spørgsmålet er dog, hvordan kommer man til videre til næste niveau efter, at duelighedsbeviset er i hus. Der er mange muligheder. Langturssejlads, hårdtvejrssejlads, flodsejlads, matchrace og kapsejlads er alle discipliner, som kommer efter duelighedsbeviset. Der findes andre og mere specielle discipliner. Singlehandsejlads exempelvis. (Og Puc snælgab, hvis nogen kan huske det) Nogle af dem kan være svære at putte ind i  en 2-3 timers session, men en kapsejlads... det fungerer. Og det er superlærerigt.

 

Tirsdagsmatch

Hvorfor er det det? Jow, - duelighedsbeviset handler mest om den enkelte persons færdigheder, så man kan fungere som skipper. Kapsejladsen handler om helt andre ting. Optimering af skrog, rig, sejl, taktik, spiler og ikke mindst teamwork. Der er en grund til at man ofte ser matchrace brugt i kurser med temaet teambuilding. Der er også noget med tempoet i manøvrerne, som skal være en del højere ved kapsejlads.

Udsigt fra en aftenmatch

Pludselig er det ikke nok at trække fokken ind i adstadigt tempo. Næh, nu skal det gå så stærkt, at fokken står perfekt på den nye halse - i samme sekund som batmand afslutter vendingen. Er det en genua, så skal der være to mand til denne opgave, og det skal koordineres nøje. Genuaen skal sføli først sættes til sejtræk, hvorefter løjgangen skal justeres, og så skal genuaen fintrimmes til højde, - når båden igen er oppe i fart.

Solnedgang over Rungsted Havn


Der er nok at se til, så man er godt brugt efter sådan en sejlads. Både mentalt og fysisk, men det gør ikke noget - bare selskabet er godt og humøret er højt, og når man så slutter af med sådan en solnedgang her, så mangler der ikke meget, for at aftenen er perfekt. Det skulle da lige være en øl og en burger på Kaptajnen.

Vi har p.t. to 806ere på banen, men vi ser gerne, at de to IFere også kommer ud om tirsdagen. Der mangler vi lige nogle besætninger. Er det noget for dig, så kontakt os endelig. Og hvis du kan påtage dig instruktørrollen, så er det bare endnu bedre. Og man skal ikke tage fejl af IF feltet. Der er nogle skrappe gutter derude.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Rungsted Sejlklub modtager med glæde kommentarer. Venligst angiv dit navn, og bemærk at vi logger din ip-adresse.